Untitled

Jeg mønstrede ombord i MS/ "Bygholm" den 27. juli 1956 som elev og letmatros, skibets fører var kaptajn K. Hansen. Den 11. juni 1957 efter 11 måneder og15 dage afmønstrede jeg skibet i København. Det var kaptajn Hansen som sørgede for at jeg kom ombord i lige netop "Bygholm" og ikke en anden af rederiets Middelhavsbåde. Kaptajn Hansen var bror til min bedste vens far som var varmemester i den ejendom hvor jeg boede i Sydhavnskvarteret.

Vi sejlede i fast rutefart, med stykkods, imellem Danmark og havnene i det Vestlige Middelhav, med en enkelt rejse til havnene i det Østlige Middelhav. Turene varede 6 til 8 uger afhængig af om det var det Vestlige eller det Østlige Middelhav. En tur til det Vestlige Middelhav startede i København hvorefter, vi typisk anløb Hamburg, Antverpen, Oporto (lossede tomme vinfade), Lissabon, Tanger, Oran, Algier, Tunis, Malta, Catania, Messina, Palermo (Sicilien), Stromboli en meget lille ø Nord for Sicilien, Napoli, Livorno, Genova (Italien), Marseille (Frankrig), Barcelona, Tarragona, Valencia, Cartagena, Almeria, Malaga, Gibraltar, Algeciras, Huelva (Spanien), Lissabon, Oporto (Portugal) og derfra hjem til København.

En rejse til det Østlige Middelhav startede i København og derefter til de samme havne, til og med Tunis, som ovenfor beskrevet, hvorefter vi fortsatte til Tripoli ( Libyen), Alexandria ( Egypten), Limassol, Larnaca, Famagusta (Cypern), Beirut (Libanon), Iskenderun, Izmir (Tyrkiet), Piraeus (Grækenland), Malta, Gibraltar, Lissabon, Oporto (Portugal) og tilbage til København. Det er de havne som jeg kan huske vi havde på sådan en tur.

Jeg har desværre ingen fotografier og ikke mange oplevelser at berette om fra disse ture idet, vi havde så mange havneanløb at vi næsten forsejlede hver nat imellem de enkelte havne hvorefter, vi lossede / lastede i dagtimerne, "vi sejlede røven ud af bukserne". Enkelte gange var der dog tid til at komme i land.

Tanger var et spændende sted idet der foregik omfattende smuglerier med cigaretter og andre smuglervarer. Kontrabandevarerne blev lastet ombord i hurtigtgående motortorpedobåde, gamle tyske MTBer fra den anden verdenskrig, hvorefter torpedobådene med stor hastighed sejlede til Spanske og Italienske kyster hvor varerne, i ly af mørket, blev omladet og smuglet ind i de pågældende lande. Selvfølgelig kendte tolderne til denne lyssky trafik, men da MTBerne sejlede hurtigt, ca. 45 knob, var de næsten umulige at fange på fersk gerning. Alle kendte til disse smuglerier men der var ikke rigtig nogen som gjorde noget ved det, der var jo, så kort tid efter krigen, en stor mangel på disse kontrabandevarer i hele Europa. Desuden var disse smuglertogter omgæret af en vis mystik og "romantik". Smuglerne havde næsten heltestatus, det var næsten lige som en moderne Robin Hood historie.

I den periode som jeg beskriver var der en hel del uro i verden. I Algier prøvede FLN, en lokal arabisk oprørsbevægelse, at smide franskmændene ud af landet medens OAS, en fransk undergrundsbevægelse bestående af franskmænd født og opvokset i Algier, prøvede at modvirke Frankrigs, begyndende, tilnærmelser til FLN som ønskede selvstændighed for landet. De franske styrker i landet bestod fortrinsvis af Fremmedlegionærer som bekæmpede FLN med ligeså hårde midler som FLN brugte over for fransmændene. Jeg tror faktisk at flere enheder i Legionen og- den franske hær støttede OAS i deres forsøg på at forhindre Charles De Gaulle i at gøre Algier til en selvstændig nation. Det er dette tema som bogen- og filmen "Sjakalen" er bygget over.

Det skete daglig når vi lå i Oran og Algier at vi kunne høre og- se røgen fra eksplosioner hidrørende fra bomber placeret på steder hvor der kom mange franskmænd. Bomberne var placeret- og bragt til detonation af FLN. På et tidspunkt var jeg på horekasse i Oran sammen med et par stykker fra besætningen. Belysningen var dæmpet og skodderne var lukket for vinduerne. Pludselig blev der banket meget hårdt på døren og efter nogen konversering pigerne imellem, åbnede en af pigerne, jeg går ud fra at det var horemutter, døren. Ind trådte en fuld feltmæssig kamppatrulje fra Legionen bevæbnet med håndvåben, maskinpistoler og lette maskingeværer. Gruppen var ledet af en meget stor og kraftig sergent som på fransk forlangte at se noget legitimation. Vi viste vores shorepas, hvor der tydeligt stod at vi var fra Danmark, og pludselig slog soldaterne over i tysk og behandlede os ret pænt, nærmest somom var vi var en slags broderfolk. Efter krigen bestod den største del af Fremmedlegionærerne af forhenværende tyske soldater fra 2. verdenskrig.

Medens vi lå i Algier, solgte jeg på et tidspunkt et par kartoner cigaretter til en ung mand som jeg mødte på havnen. Jeg fik en stor pengeseddel svarende til det beløb som vi havde aftalt. Jeg havde landlov om aftenen og medbragte selvfølgelig denne dejlige pengeseddel. Jeg gik ind på en pænere bar på et af hovedstrøgene i Algier, bestilte en øl og forventede at få serveret den bestilte vare, men nej, bartenderen så bare på pengesedlen i brøkdelen af et sekund og erklærede, at pengesedlen var falsk. Nu var gode råd dyre. Idioten som jeg havde solgt cigaretter til havde taget røven på mig og det skulle hævnes. Jeg havde lagt mærke til, at der uden for baren stod en gammel dame og solgte peanuts etc. fra en lille vogn med hjul. Jeg forlod baren og gik med raske skridt hen til damen og rekvirerede en pose peanuts og betalte selvfølgelig med den falske pengeseddel. Da jeg havde fået byttepenge, i ægte mønt, returnerede jeg til baren hvor jeg for anden gang bestilte en øl. Denne gang var der ikke problemer med betalingen. Man kan selvfølgelig sige at det var synd for den gamle dame, men det skulle ikke undre mig om hun var i familie med den unge mand som havde givet mig den falske seddel ??.

På Cypern var der også ballade, de lokale grækere ønskede at englænderne, som nærmest havde "besat" øen, skulle smides ud. Det gik ikke stille af, her som i Algier lød der jævnligt eksplosioner i de større byer. På grund af urolighederne fik vi faktisk aldrig lov til at gå i land. Bogen "Exodus" omhandler bla. denne besættelse.

Beirut i Libanon kaldte vi for "guldklumpen blandt lortet", det var en dejlig by med masser af muligheder for spændende oplevelser- og udflugter til feks. Ba´labakk oppe i bjergene. På et tidspunkt lå vi fortøjet til en bøje på Beirut Red. Pludselig, var der en fra besætningen som opdagede at nogle tyveknægte var ifærd med at stjæle den ene af vores fortøjningstrosser til bøjen. Der havde allerede været en "sørøver" ombord i "Bygholm" som havde ladet trossen gå og nu var de igang med at kvejle trossen op i en motorbåd. De blev så forskrækkede over at være blevet opdaget at de smed trossen overbord og skyndte sig væk. Jeg selv og en anden fra besætningen sprang på hovedet i vandet fra bakken og vi fik hurtigt genetableret fortøjningen til bøjen.

Også Malta var et dejligt fredeligt sted med masser af muligheder for gode ophold i land. Jeg synes at Valletta Havn er den flotteste havn i verden. Jeg kan huske, at vi altid lå agterfortøjet til en kaj og at losningen foregik til pramme.

De italienske havne kan jeg ikke rigtig huske nogle episoder fra, bortset fra den ene gang hvor vi lå for anker ud for den meget lille ø Stromboli nord for Sicilien. Som sagt lå vi for anker og vi lastede fra små pramme som blev bugseret ud. Jeg tror vi lastede skiffer. Der blev engang optaget en film på øen med Ingrid Bergmann i hovedrollen. De spanske havne husker jeg derimod tydeligt, ikke fordi vi havde oplevelser i land, men fordi menneskene så så fattige ud. Der kom næsten altid kvinder, såvel unge som gamle, klædt i sort fra top til tå og mange af dem med små børn på armen ned til skibet. De medbragte små konserves-bikse som de tiggede om at få fyldt op med mad. Det var synd for disse mennesker, som så mange år efter borgerkrigen, stadig levede på et eksistensminimum. Vi forsynede dem altid med mad og sæbe etc. men glæden varede som regel i kort tid fordi Gardia Civil "Lakhattene" altid dukkede op og jagede kvinderne bort.

I Lissabon og Oporto blev lastrummene fyldt op med vinfade og dækket blev fyldt op med kork i baller. Korkballerne blev transporteret ned ad floderne i store trælægterede malet i de mest fantastiske mønstre og- farver, de var virkelig flotte. Lægterne blev fortøjet på siden af "Bygholm" og korkballerne blev stuvet overalt på dækket og oven på lugerne. Dækslasten var så høj at den nåede helt op til underkant af vinduerne på broen. For, at vi skulle kunne bevæge os fra for til agter uden at kravle op på dækslasten, var der inde imellem korkballerne bygget lange smalle gange. Hele herligheden blev surret med en masse wirer som var lagt ud i bugter fra bagbord side til styrbord side og som vi halede tot med diverse kasteblokke og lossespillene. Jeg kan ikke mindes, at vi på rejsen hjemover har tabt en dækslast selvom vejret over Biscayen og Nordsøen til tider var dårligt.

Tilbage til "Forsiden"