Untitled

Efter afmønstring fra skoleskibet "Danmark", henvendte jeg mig, sammen med min mor, til DFDS for, om muligt, at blive ansat i Rederiet som styrmandsaspirant. Vi kom til samtale hos skibsinspektør Funder hvor de nærmere detaljer blev drøftet. Min mor, som kendte sin pode, fik lavet en aftale om, at der hver måned skulle trækkes et fast beløb i min løn som skulle indsættes på en bankkonto til brug for manglende indtægter når jeg senere skulle læse til styrmand. Set i bakspejlet var det en yderst fornuftig disposition.

Jeg mønstrede den 26. april 1955 ombord i M/S "Colombia" som "elev og dæksdreng" og skibet blev ført af kaptajn A. Søskov. Da jeg næsten havde 1 års sejltid ombord i skoleskibene, varede denne mønstring imidlertid kun 14 dage hvorefter, jeg blev ommønstret til "elev og ungmand". Den 10. maj 1956 blev jeg efter et år som "elev og ungmand" ommønstert til "elev og letmatros". Jeg afmønstrede "Colombia" den 16. juli 1956 efter at have været ombord i 14 måneder og 20 dage. Jeg lærte alt om at vaske ned, banke rust og male, men det var ok, bare vi kunne komme i land i de forskellige spændende havne.

Tiden ombord i "Colombia" husker jeg som en af de bedste perioder i mit liv, med mange gode venner og masser af spændende oplevelser. Det var i den periode hvor jeg, på visse områder, trådte ind i de voksnes rækker. Vi sejlede i fast fart imellem Finland, hvor vi lastede papir, og Brasilien / Argentina hvor vi lossede papiret og på tilbageturen lastede korn, tobak og kaffe til Danmark og Finland. En typisk rundrejse var, at vi lastede papir i Kotka, Helsingfors og Turku (Åbo) i Finland hvorefter turen gik forbi København, måske med anløb, og videre til Las Palmas hvor vi bunkrede olie. Kursen blev sat sydover mod Rio de Janeiro og Santos, Basilien, og videre til Buenos Aires, Argentina, og måske Montevideo, Uruguay. Når skibet var losset for papir, begyndte vi at laste korn i Rosario og San Lorenzo som lå et godt stykke oppe af La Plata floden, her stod jeg ofte til rors idet jeg var god til at styre. Efter La Plata sejlede vi længere sydover til Necochea og Bahia Blanca. Efter Argentina returnerede vi til Brasilien hvor vi lastede kaffe i Santos og tobak i Recife og måske Fortaleza. Nu gik turen nordover til Las Palmas hvor vi igen bunkrede olie og videre til København og Finland.

Når vi anløb Las Palmas på udturen købte vi altid cigaretter og nogle store dukker, som kunne gå når dukkens arm blev løftet. Skibshandleren hed, så vidt jeg husker, Bruno. Både cigaretterne og dukkerne solgte vi til tolderne ved ankomstet til Rio og Santos, det var tolderne som fastsatte prisen og gud nåde og trøste den som senere prøvede at smugle varer i land og det blev opdaget, det kostede en tur i spjældet og det var ikke et godt sted at være.

På hjemturen handlede vi også med Bruno men, denne gang købte vi kun cigaretter som blev byttet med grønne kaffebønner. Kaffebønnerne var opfej fra dækket og hidrørte fra sække som lækkede under lastning. Jeg kan huske at jeg tit, når jeg var vagtsmand i lasten, hjalp til med at stuve sækkene. Sækkene vejede 50 kg. og jeg håndterede dem, ene mand, somom jeg aldrig havde bestil andet, det var havnearbejderne, som var 2 mand om hver sæk, mægtig imponeret over.

Når vi krydsede ækvator og- der var nogen ombord som ikke havde været på denne breddegrad før, blev der afholdt liniedåb. Også eventuelle passagerer, som vi kunne have 12 af ombord, skulle døbes . Hele besætningen var involveret og det gik ikke stille af. Vi sammenflikkede diverse kostumer af gamle klude, tovværk og papir, nogle af dragterne var faktisk ret flotte. Der blev udnævnt et par personer som skulle være Kong Neptun og dennes hustru og resten af de garvede søfolk, med flere ækvator passager bag sig, var hjælpere som skulle indfange de stakkels personer som skulle døbes.

"Ofrene" gemte sig de mest utrolige steder men, vi skulle nok finde dem. Efter tilfangetagelsen, blev de ført til audiens hos Kong Neptun som nu besluttede hvilke pinsler den formastelige skulle gennemgå. Pinslerne kunne bestå i, at man blev smurt ind i diverse ingridienser fra kabyssen, tvunget til at spise ting man normalt ikke ville drømme om at spise etc. for sluttelig, at få tildelt et navn som havde relation til den undersøiske verden og dernæst blive kastet i en svømmepøl tilrigget på dækket.

Efter dåben blev der udfærdiget meget flotte Liniedåbsattester som blev underskrevet af skibets fører og Kong Neptun. Efter de "kirkelige" handlinger, samledes hele besætningen, ligesom ved enhver anden dåbshandling, efterfølgende til et party hvor der blev indtaget punch, sammenstukket af diverse stærke sager, i rigelige mængder.

Under de varmere himmelstrøg blev der gjort en hel del for at underholde besætningen, blandt andet var gymnstik på 4-lugen på programmet. Jeg boede, sammen med 3 andre aspiranter, i dækshuset imellem 3-lugen og 4-lugen.

I dækshuset var der et kammer med 4 køjer, en lille messe, bad og toilet. Dørken og skodderne var den rene stålplade uden tæppe og isolering så der var rimeligt varmt på troperne og skide koldt når vi var i Finland, vi havde dog dampvarmeapparater . Jeg sov i en af overkøjerne og på et tidspunkt brækkede jeg kravebenet ved, i søvne at springe ud af køjen. Jeg havde mareridt og drømte at jeg var ved at blive kørt over af en bil. Jeg landede med den højre skulder på ståldørken næsten 2 meter nede og det kunne kravebenet sku ikke holde til. Ved første havneanløb kom jeg til lægen og fik bundet en meget stram bandage rundt om skulderen og brystet. På grund af sved under bandagen, kløede det så meget, at jeg på et tidspunkt tog bandagen af. Jeg blev også ordineret nogle kapsler som jeg skulle spise, jeg syntes at kapslerne så mærkelige ud og- føltes som plastic og da de kunne skilles ad på midten gjorde jeg dette. Jeg spiste pulveret som var inde kapslerne, det smagte forfærdeligt. Det var først langt inde i behandlingen at jeg fik at vide at kapslerne skulle spises hele.

En af rejserne sydover blev foretaget i ballast hvilket medførte, at skruen var delvis ude af vandet. Ledelsen ombord syntes på et tidspunkt at vi trængte til en opstrammer på det sikkerhedsmæssige og det blev besluttet at der skulle afholdes en "mand overbord" øvelse. Et bjærgemærs med vedhængt karbidblus og- vager blev kastet overbord, farten taget af skibet og bagbord redningsbåd søsat. Jeg var med i redningsbåden, jeg var som gammel "Georg Stage" dreng ret god til roning. Da redningsbådens fangline blev kastet los, kørte skibets skrue stadig langsomt rundt og vi drev hurtigt ned mod den "visse død". Imidlertid lykkedes det os at få staget os ud fra skibssiden og således komme klar af skruen. Årene blev lagt i åregaflerne og vi begyndte at ro med kurs mod bjærgemærset. Der gik ikke lang tid før der lød et brag og hele den ene lønning brækkede af. Da vi således var ude af stand til at holde en kurs, idet vi jo kun kunne ro i den ene side, var det Colombia som måtte sejle hen til os og ikke omvendt.. Efter mange manøvrer og megen råben og skrigen, blev vi -og bjærgemærset efter nogen tid samlet op.

Som ovenfor nævnt, anløb vi først Rio og Santos og det skete et par gange at vi måtte vente på reden i 2 til 3 uger. Det var vi ikke spor kede af for så var der mulighed for mange gode ophold i land. Skibets agent sørgede for at vi fik post og penge og- at der sejlede taxi-både imellem ankerliggerne og land. Kort efter ankomst til en havn kom der altid en repræsentant for Sømandskirken ombord. Repræsentanten medbragte aviser og blade og oplyste os om kirkens udflugter og- arrangementer, de gjorde virkelig et godt arbejde. Jeg kan huske at Sømandskirken i Rio lå i et højhus på en af de øverste etager, jeg tror at den var svensk. Vi kom ofte i kirken fordi der næsten altid var en masse nydelige unge damer, og det var ikke kun på grund af salmerne at damerne befandt sig i kirken. På det tidspunkt var der en verdensturnering i fodbold for søfolk igang. Skibsbesætninger fra skibe fra forskellige lande spillede mod hinanden og jeg tror at kampene blev arrangeret af Sømandskirkerne de forskellige steder men, jeg er ikke sikker. Under en fodboldkamp et eller andet sted i Agentina kom der pludselig en dreng til hest ind på banen. Drengen sprang af hesten, tog fodbolden, sprang på hesten igen og forsvandt med lynets hast, en læderfodbold, som vi spillede med, var dengang guld værd på de kanter.

Fotografiet viser Columbias fodboldhold, vi kunne åbenbart kunne stille med 7 mand, det tog man ikke så tungt da kampene som regel endte i det rene kaos. Jeg ses stående til højre, til højre for mig står Axel, som var letmatros og- som senere gennemgik Frømandskorpsets "pinsler". Siddende yderst til venstre ses en af skibets fyrbødere, han var den mest tatoverede mand jeg nogensinde har set. Han havde bla. fået tatoveret en kullemper på hver balle hvor, kullempernes slaggeskrabere var tatoveret ind imellem ballerne, meget kunstnerisk og særpræget må jeg sige.

Når vi lå i Santos, var der altid fuld fart på. Det nærmeste værtshusområde uden for gaten til havneområdet kaldte vi Waterfronten, her var der for dyrt og for mange søfolk syntes vi. Så vi tog en sporvogn ud til et område som vi kaldte Sumpen hvor, der var nogle barer med søde piger. Det var på Londres Bar jeg havde min første rigtige forelskelse. Pigen var en dejlig brun skønhed på 18 år som hed Marlene da Silva, jeg kan huske at jeg syntes navnet var enormt flot (jeg har med tiden fundet ud af at da Silva er ligeså almindeligt i Brasilien som Hansen er i Danmark). I Brasilien skulle man være 21 år for at frekventere nattelivet og det blev håndhævet med hård hånd. Det skete næsten hver aften at der var rassia med politi og politisoldater og alle skulle vise legitimation. Alle søfolk havde fået udleveret et Shorepas med billede og- alle relevante oplysninger. Da Marlene og jeg selv ikke kunne dokumentere en passende alder, måtte vi hver gang der var rassia, kravle over diverse plankeværker og spæne af sted alt hvad vi kunne. Det var med ikke at blive fanget for politisoldaterne bankede selv pigerne med knipler.

Det var ikke altid at vi kørte helt til Sumpen med sporvognen, nogle gange sprang vi af vognen i en bestemt gade ud for nummer 14., 16., 18., da der i disse opgange var horekasser. Uden for hver opgang stod der som regel en "kusselods" (alfons) som i saftige vendinger beskrev de enkelte pigers kvaliteter. Det var imidlertid kun ganske få af pigerne som kunne beskrives som kønne, eller bare det der lignede og på grund af de få kønne piger, var der ofte kødannelse. Når vi afsejlede Santos var der som regel en eller anden som blev afterudsejlet, fristelserne var for store

Når vi lå i Argentinske havne var der som regel faldet ro over besætningen, de fleste var blevet afmagnetiseret i Brasilien og vi kunne foretage os lidt mere fornuftige ting. I Buenos Aires var vi ofte i Luna Park, en slags tivoli, hvor der i en stor bygning foregik fribrydning det, syntes vi var enormt spændende. Fotografiet, som er taget i Buenos Aires, viser nogle "hårde nitter" iført nye læderjakker som vi havde købt i Montevideo hvor lædertøj var meget billigt. Vi skulle helst ligne den amerikanske skuespiller James Dean som døde i en alt for ung alder. Jeg ses til venstre.

Dengang var cowboy bukser ikke almindelige i Danmark og jeg havde derfor tit bukser med hjem til mine venner derhjemme. Jeg kan huske at der var så meget farvestof i bukserne at baller og lår blev helt mørkeblå og det så jo ikke så godt ud når vi fraterniserede med de unge damer. Vi løste problemet ved, at fastgøre de nye bukser i en kasteline som blev stukket ud agten for skibet under sejlads. Når bukserne havde hængt der en dags tid var de blevet godt slidte -og de smittede ikke af.

Når vi lå i Necochea, hvor der boede mange farmere med danske aner, blev vi altid inviteret til barbecue hvor menuen stod på helstegt okse. Oksen blev på spyd stegt over et stort bål, alle fik udleveret en kniv og så var det bare med at forsyne sig, til oksen blev der serveret dejlig rødvin. Medens oksen blev gennemstegt over bålet, spillede vi håndbold / fodbold mod de lokale.

Der er ved at gå ren nostalgi i denne beskrivelse fra min tid ombord i det gode skib "Colombia" og jeg må hellere se at komme videre og mønstre ombord i "Bygholm".

Tilbage til "Forsiden"