Untitled

I 1982, medens jeg var ansat i Svitzer, blev jeg bedt om at forestå uddannelsen af offshoredykkere. Dykkerne skulle ansættes- og bruges af Svitzer i det, for Svitzer, nye marked i den danske offshore sector. Jeg havde på det nærmeste frie hænder og skulle selv lægge et budget som skulle dække uddannelsen af dykkerne samt indkøb af nødvendigt dykkerudstyr- og alt andet udstyr som det måtte forventes af offshoredykkere anvendte i deres arbejde. For at finde det rette udstyr, foretog jeg en rejse rundt til de største leverandører af dykkerudstyr i Europa: Dräger, Gerhard Haux, Comex, Drass og Seaforth Engineering.

På det tidspunkt, blev der, i den danske sector, næsten kun foretaget dykninger med almindelig luft som åndemiddel medens blandingsgas-dykning og herunder mætningsdykning kun blev brugt af svejsedykkerne og i sjældne tilfælde af konstruktionsdykkerne. For at komme lidt på forkant af udviklingen, besluttedes det, at Svitzers dykkere også skulle uddannes i blandingsgasdykning, heliox, og mætningsdykning.

Da dykkerne skulle uddannes som mætningsdykkere, var det ligesom den skole hvor mætningsdykkerne skulle uddannes, der var en del af afgørelsen for hvor mange danske dykkere der skulle uddannes. Jeg tog kontakt til Klokkedykkerskolen i Bergen, Norge, og spurgte om de ville uddanne et hold danske dykkere i klokkedykning og mætning- og om hvad det kostede. Dykkerskolen svarede at det ville de hellere end gerne- og at der kunne være max. 18 dykkere på et hold og at det ville koste så meget.

Med kendskab til prisen for leje af klokkedykkerskolen i Bergen, kunne der lægges et endeligt budget som endikerede at budgettet kunne bære uddannelse af 16 offshoredykkere.

Nu da jeg vidste hvor mange dykkere der skulle uddannes gik jeg igang med udvælgelsen. Det var et kæmpe arbejde, først skulle der annonceres, jeg tror at der indkom ca. 75 ansøgninger hvoraf, der skulle udvælges 30 som skulle gennemgå en special-test. Jeg havde interview med alle ansøgerne og udvalgte 30 af disse. Det viste sig at 8 af de 30 udvalgte var frømænd fra Frømandskorpset medens de resterende 22 var erhvervsdykkere med flere års erfaring. Svitzer havde hos et personudvælgelsesfirma fået lavet en profil af, hvordan en offshoredykker helst skulle se ud og desuden havde firmaet udviklet et testprogram som samtlige 30 dykkere skulle gennemgå. Efter testen, var de 16 dykkere fundet og det viste sig at de 8 frømænd samt 8 af erhvervsdykkere havde klaret testen.

Samtidig med at ovennævnte undersøgelser stod på, skulle jeg også finde et egnet sted for dykkerskolens placering. Der blev set på forskellige lokaliteter, men valget faldt på et nedlagt bådeværft i Rantzausminde ved Svendborg, et dejligt sted, som havde lagerbygninger og en stor administrationsbygning som kunne anvendes som undervisningslokale etc. Der var dog ikke plads til, at eleverne kunne bo på selve skolen så der blev skrevet kontrakt med et nærliggende hotel om at huse dykkerne i de perioder undervisningen skulle foregå i Rantzausminde.

Billedet til højre viser skolebygningen i Rantzausminde

Først var det nødvendigt for mig at finde ud hvordan en offshoredykker så ud og da specielt hvad de lavede af forskelligt arbejde. Jeg havde på det tidspunkt, efter 14 års beskæftigelse med bjærgningsdykkere, selvfølgelig et stort kendskab til hvad der kunne forventes af en bjærgningsdykker, men min undersøgelse viste, at forventningerne til en offshoredykkers formåen var helt forskellig fra, hvad jeg tidligere havde beskæftiget mig med.

Jeg fandt hurtigt ud af at offshoredykkere var delt op i 3 kategorier: Konstruktionsdykkere som beskæftiger sig med rørlægning-og tie-in, riser installation etc. Svejsedykkere, som er kongerne, som beskæftiger sig med svejning af rør i undervandshus og Inspektionsdykkere som foretager inspektion ved brug af NDT. Det var denne sidste kategori som Svitzers dykkere skulle uddannes til idet, blev jeg fortalt, at det ville tage alt for lang tid at uddanne dykkerne til de 2 andre kategorier.

NDT betyder, non destruktive testing, det vil sige undersøgelse af svejsesømme ved brug af, ikke ødelæggende metoder, såsom MPI, magnetisk partikel inspektion, og ultralydsmåling. Herudover skulle dykkerne kunne foretage tykkelsesmåling på stålkonstruktioner, potentialemåling på strukturer, undervandsfotografering, foretage videoptagelser, samt ikke mindst, betjene en højttrykspuler, som er nødvendig for at kunne afrense et område, før ovennævnte målemetoder kan tages i brug. Jeg mente selv, at det også ville være en god ide at dykkerne blev uddannet i undervandssprængning specielt i fremstilling af- og håndtering af retningsbestemte ladninger (det er ikke ualmindeligt at casingrør bliver skåret over ved brug af retningsbestemte ladninger). Nu var det ligesom givet, hvad dykkerne skulle uddannes i- og hvilket udstyr der skulle indkøbes.

Billedet ovenfor viser prammen "Buldra" ved dykkerskolen i Bergen. Langs kajen var der 15 m. vand og ca. 100 meter fra kajen var der 100 m. vand, meget snedigt.

Billedet ovenfor til højre viser dykkesystemet med klokke og kamre og billedet til højre viser klokken på vej i vandet for et bell-run.

Den teoretiske del af blandingsgas uddannelsen blev holdt på skolen i Svendborg. Den norske dykkerskole sendte lærere ned til os, det var meget billigere end hvis alle dykkerne skulle have boet i Bergen under denne uddannelse. Den praktiske del foregik selvfølgelig ved dykkerskolen i Bergen.

Dykkerne blev først trænet i klokkedykning til forskellige dybder med 2 dykkere i klokken af gangen. Efter hvert dyk , bell run, blev de overflade dekomprimeret i kammeret på dækket af "Buldra".

Efter at hver enkelt dykker havde foretaget et bestemt antal dekompressionsdyk, fik de en kortere mætningsperiode i det dertil indrettede kammer som var forbundet til dekompressionskammeret. I mætningsperioden blev der selvfølgelig også foretaget bell-runs.

Jeg havde nærmest mareridt over hvad der kunne ske med dykkerne medens de var i Norge. Jeg havde erfaret at nogle af frøerne havde medbragt faldskærme for at foretage base jumps fra en klippe uden for Bergen. Det ville ikke være så smart hvis nogen kom til skade eller- det der var værre.

Selve uddannelsen af dykkerne startede foråret 1983 og varede i ca. 6 måneder. Medens uddannelsen stod på, blev alt det udstyr, som jeg havde bestilt året før leveret på skolen i Svendborg. Jeg havde bestilt udstyr så 2 hold dykkere kunne arbejde uafhængig af hinanden det vil sige, at der var 2 af hver ting.

Hver dykker blev udstyret med sin egen personlige dykkerudrustning som bla. omfattede: Viking tørdragt med underbeklædning, varmtvandsdragt, finner og brille, samt dykkerur.

Udstyret omfattede: Krautkrämer ultralyds måleudstyr i undervandsudgave med diverse testblokke etc., meget dyrt, komplet MPI udstyr med alt tilbehør, potentiale måleudstyr, diverse hydrauliske værktøjer med meget stor undervands hydraulikolietank med indbygget elektrisk pumpe, diverse undervandscameraer etc.

Jeg havde det syn på hele projektet at disse "mine" dykkere- og deres udstyr skulle være de bedste i hele Nordsøen, så jeg besluttede at der skulle indbygges dekompressionskammer med diverse betjeningstavler og kommunikationsudstyr, samt en nitrox online mixer ind i een 20 fods container samt at en anden 20 fods container skulle indeholde alt andet udstyr som var nødvendigt for dykningerne såsom varmtvandsgenerator, højttrykskompressor, lavttrykskompressor, air-bank, samt værktøj og arbejdsbord. Da der var 2 dykkerhold, så skulle der selvfølgelig også være 2 sæt containere. Til formålet blev der indkøbt 4 brugte containere som blev sat istand og malet.

Da det ville blive et meget omfattende arbejde at klargøre de 4 containere på en, for mig, tilfredstillende måde, måtte jeg have hjælp af en person som både kendte til dykkernes arbejde og som samtidig var ekspert ud i det håndværksmæssige, og hvem andre kunne det være end Svitzers egen dykkerformand Jørgen Schultz. Schultz gik igang med arbejdet, der tog hele sommeren, og jeg skal love for at resultatet var flot. Da containerne senere kom i Nordsøen blev de i dykkerkredse kaldt for Rolls-Royce.

Uddannelsen af de 16 dykkere, incl. løn, kost og logi, samt indkøb af alt nødvendigt udstyr kostede kr. 14.000.000,- hvoraf ca. halvdelen gik til selve uddannelsen. Det vil sige at hver dykkers uddannelse kostede rundt regnet kr. 450.000,- så det var nogle dyre drenge som der skulle passes godt på.

Fra efteråret 1983 var dykkerne således klar til at indtræde, som en del af det engelske dykkerhold, som Svitzer, med kontor i Esbjerg, tidligere på året var begyndt at beskæftige i den danske offshore del af Nordsøen.

Af grunde, som jeg ikke skal komme ind på her, var der efter nogle få år, kun en håndfuld af de danske dykkerne som stadig var beskæftiget i Svitzer.

Ovennævnte Polycom nitrox-mixer er et apparat som blander almindelig atmosfærisk luft, som indeholder 21% ilt og 79% kvælstof, med ekstra tilsætning af ilt således, at der løbende kommer en blanding ud med blandingsforholdet 32,5% ilt og 67,5% kvælstof eller 40% ilt og 60% kvælstof. Ovennævnte 2 blandinger er standardblandinger og hvilken blanding der vælges vil være afhængig af dykkedybden. Fordelen og ulempen ved at anvende disse blandinger er, at dykkeren i relation til dekompressionstabellen "dykker til en lavere dybde", men i relation til iltpåvirkningen vil være mere udsat. Det vil sige at supervisoren skal udregne den ækvavilente dykkedybde og dekomprimere dykkeren i forhold til denne udregnede dykkedybde og selvfølgelig også udregne dykkerens optagelse af ilt ved hjælp UPTD tabellerne. I store træk vil dykkeren, hvis der dykkes til en bestemt dybde-og tid, og ved anvendelse af samme dekompressionstabel, være mindre udsat for at få dykkersyge ved at anvende nitrox som åndemiddel end hvis dykkeren på samme dybde- og tid åndede almindlig atmosfærisk luft. Nitrox kan i teorien blandes i mange forskellige forhold, men reglen er, at et større iltindhold giver en lavere dykkedybde. Årsagen er det forøgede iltpartialtryk og derfor anvendes nitrox kun på lavere dykkedybder. Apparatet fandt ikke anvendelse offshore.

Eksempel: hvis der skal dykkes til 20 meter og der bliver anvendt 32,5% ilt / 67,5 % kvælstof blandingen, skal dykkeren dekomprimeres som om han havde dykket med almindelig luft til 15,63 meter, men iltpartialtrykket vil være steget fra 0,63 bar til 0,975 bar.

Tilbage til "Forsiden"