KALØ VIG

 

 

Efter anden verdenskrig blev alt tysk ammunition, bomber, granater og våben, som befandt sig i Danmark samlet sammen og dumpet i havet forskellige steder i danske farvande. I Kalø Vig, tæt ved Århus, blev der dumpet ca. 20.000 ts. Ammunitionen blev dumpet i et afmærket område på ca. 1.000 gange 3.000 meter. Inden for dumpningsområdet, blev ammunitionen sorteret således, at granater etc. blev dumpet i nogle områder medens, bomber og miner blev dumpet i andre områder.

Studsstrupværket, som er et kraftværk, var blevet bygget i bunden af Kalø Vig og skulle fremover forsynes med kul. For at kulskibene risikofrit skulle kunne sejle op til værket blev det besluttet at oprense en sejlrute igennem ammunitionsområdet. Oprensningen påbegyndtes i 1967 og sluttede først i halvfjerdsserne der blev ialt oprenset ca. 2. 000 ts.

Det kan oplyses, at der sidst i halvtredsserne skete en selvdetonation i området. Detonationen var så kraftig at man kunne mærke trykbølgen helt i Århus. Mange bomber må været detoneret på samme tid og det kan kun ske ved detonationsoverføring, som er resultatet af, at sprængstoffer ligger tæt ved hinanden.

Tyske firmaer blev engageret til at forestå oprensningen samt levere skibe, dykkere, minører og alt andet udstyr som var nødvendigt. I/S Midtkraft som betalte for oprensningen leverede tilsynsførende og Søværnet førte periodevis kontrol med at de angivne "rensede" områder nu også var helt oprensede.

 

 

 

 

 

Tegningen til højre viser sejlruten delt op i kvadrater som gjorde det nemmere at stedfæste en position. Selve navigationen blev foretaget med sekstant, måling af den horisontale vinkel imellem kendte punkter. Metoden var meget mere nøjagtig end datidens Decca Navigation

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 650 kg. Panzer bombe løftes ombord

 

 

 

 

 

Minøren fjerner brandrørene fra 650 kg. Panzer bombe

 

 

 

 

 

 

 

Skibets lastrum fyldt op med bomber fra 50 kg. til 650 kg.

 

 

 

Tegningen ovenfor viser de forskellige tyber bomber og ammunition som blev fisket op og uskadeliggjort. Når vi fandt et område med granater var det som om guldfeberen rasede idet, hylstrene som bestod af  ca. 7 kg. messing, havde en stor værdi. Granaten blev spændt op i en skruestik hvorefter hylsteret blev slået af, stangkrudtet hældt ud og fænghætten bag i hylsteret slået an med hammer og dorn. Fænghætterne virkede skam stadig selv efter så mange år

 

 

Pram fyldt op med 70 mm. og 88 mm. granater fisket op ved brug af kran med polypgrap.

 

 

 

 

 

 

 

Bemærk laderammerne med granater.

 

 

 

 

 

 

Minøren fjerner anslagsdetonatoren fra 88 mm. granat, bemærk det avancerede specialværktøj

Til at begynde med lå der bomber oven på havbunden som var lige til at slå på. Senere, da de synlige bomber var blevet fjernet, var det nødvendigt at fange halerne på bomberne ved brug af snorrevod, se øverste tegning. For at dykkeren kunne få en wirestrop om bomben, var det nødvendigt at spule omkring bomben. På enkelte positioner blev der ved med at stikke bombehaler ud af siderne på det krater som vi havde fået spulet. På en enkelt position nåede vi således 8 meter ned i havbunden før der ikke var flere synlige bomber.

Årsagen til at bomberne lå så langt nede i havbunden var, at man, da man dumpede bomberne ikke var opmærksom på at mange tons bomber nogle steder blev dumpet oven i hinanden således, at vægten i sig selv pressede de nederste bomber langt ned i havbunden.

 

 

 

 

 

 

 

 

Dykkeren "søsættes".

 

Det var med en vis nervøsitet jeg, som tilsynsførende, tilbragte den første uge ombord idet, jeg syntes at såvel bomberne som granaterne blev behandlet på en ret skødesløs måde, de små 50 kg. bomber blev, fra dækket, smidt ned i lastrummet hvor de ofte ramte større bomber, som godt nok havde fået fjernet brandrørene, men alligevel. Også granaterne som faktisk var meget følsomme fik en hårhændet behandling, der var ofte detonationer ombord i det fartøj som oprensede ammunitionen, som beskyttelse var fartøjets lastrum indvendigt beklædt med et tykt lag armeret beton . Efter en uges tid havde jeg, ligesom alle de andre ombord, vænnet mig til den totale mangel på arbejdssikkerhed.

Tungdykkeren fik også en hårhændet behandling, se billedet ovenfor.

Den  måde ammunitionsoprensningen- og dykningerne foregik på, ville aldrig kunne forekomme i dagens Danmark, men jeg kender da steder ude omkring i verden hvor, tilsvarende sagtens vil kunne forekomme.

Tilbage til "Forsiden"