Kaptajn og Dykker

Jeg begyndte mine prøvelser som bugserbådsfører ombord i rederiets ældste slæbebåd "Anholt". Om læ var skibet meget hyggeligt med mahognimøbler og gammeldags servanteskab med nedfældbar håndvask. Sofa og stol var af grønt plys og de små lamper var af messing med grøn glaskuppel. Jeg fik gentagne gange at vide at mit kammer var meget "romantisk".

I denne periode boede jeg på et klubværelse på Østerbro og var således på egen kost. Jeg har altid elsket pølser og da der lå en pølsevogn oppe for enden af Nyhavn var det jo meget naturligt at jeg indtog de fleste af mine måltider her. Når jeg var rigtig sulten, kunne jeg godt fortære 12 pølser med brød. Nogle gange var jeg flov over at rekvirere så mange pølser ved samme vogn, så jeg fordelte det lidt på flere vogne som der heldigvis var mange af i området. På et tidspunkt, efter et års tid, fik jeg ondt over det hele. Jeg gik til lægen og beklagede mig. Lægen begyndte at udspørge mig om de mærkeligste ting bla. spurgte han om jeg var gift og hvor jeg boede etc. Jeg fortalte ham at jeg var ugift og boede på et klubværelse. Så spurgte han hvad jeg fik at spise og jeg forklarede ham så om min hang til de røde pølser. Han så blot på mig og erklærede at jeg havde akut B-vitamin mangel. Efterfølgende fik jeg over nogen tid flere indsprøjtninger med B-vitamin.

For, at komme tilbage til "Anholt", så var skibet langtfra hyggeligt på dæk. I særdeleshed var skibets manøvreegenskaber under al kritik, det var på det nærmeste "livsfarligt" at manøvrere med damen for ikke at tale om bugseringerne uhadada. Fotografiet viser "Anholt" liggende på sin faste plads i Nyhavn med udsigt til Svitzers kontorvinduer. (Hvem kunne vide, at jeg 5 år senere blev ansat i Svitzer som dykkerchef).

Hver gang maskinen blev startet op, stod der altid folk i vinduerne hos Svitzer som betragtede "Anholt". Det gik hurtigt op for mig, at beskuerne skulle se hvordan det nu gik når skibet skulle bakke for at komme ud af Nyhavn. "Anholt" havde ingen styremaskine og det var nødvendigt at rattet var kæmpestort for, overhovedet at bibringe så meget moment at roret kunne drejes. Første gang jeg skulle bakke ud fra Nyhavn var jeg ved at blive slået i dækket af rattet som, da der kom vandtryk på rorfladen, roterede helt vildt.

Den dårligste egenskab var dog, at skibet på grund af sin lange køl og lille piskeris til propel var enormt dårligt til at manøvrere. I 1949 var skibet blevet udstyret med en hurtiggående dieselmotor med tilhørende lille propel. "Anholt" var enormt længe om at komme op i fart og når farten endelig var opnået, så var den sku ikke til at stoppe igen. Det skete tit, når vi om morgenen skulle tage slæber fra stævnen af Ålborg eller Århus båden, at vi sprængte slæberen. Der skete det, at færgerne med god fart passerede Kvæsthusbroen og fortsatte op mod det brede sted lige før Knippelsbro. Det var så meningen at slæbebåden skulle fange slæberen som man bare, rutinemæssigt, hængte ud fra styrbord side af bakken. Når slæberen var strammet op, hvilket selvfølgelig helst skulle ske inden vi nåede det punkt hvor færgen skulle vrides 180 grader rundt, skulle slæbebåden trække færgen rundt så den havde kurs mod Kvæsthusbroen hvor den så skulle fortøje med bagbord side til kaj.

Når "Anholt" endelig var kommet op i fart og vi havde fået fisket slæbewiren og lagt denne op i slæbekrogen, så var vi ofte kommet så langt frem at færgen bakkede på begge skruer for ikke at kollidere med Knippelsbro. Jeg slog selvfølgelig også bak ombord i "Anholt" men da den var evigheder om at tage farten af, så sprængtes slæbewiren ofte. Jeg har kaptajnerne ombord i færgerne mistænkt for, at de syntes det var sjovt, for de dobbeltskruede færger kunne sagtens gå rundt uden brug af slæbebåd.

Om aftenen kort før midnat skulle færgerne afsejle igen og da hjalp slæbebådene med at lette færgens stævn fra kajen. Ofte trak færgerne sig selv ud ved brug af en wire som var gjort fast i en duc d`albe som stod på den modsatte side af havnebassinet. Jeg blev aldrig klar over kriteriet for, hvonår der skulle anvendes slæbebåd eller wire.

Udover de faste morgenbåde / aftenbåde deltog vi i ind og- udbugsering af alle rederiet skibe som anløb Frihavnen og alle de andre havnebassiner i Københavns Havn. DFDS havde på det tidspunkt ca. 79 skibe hvoraf mange anløb havnen med varer fra Sydamerika, Nordamerika, Middelhavet og de Kanariske Øer. Periodevis bugserede vi også rederiets pramme rundt i havnen.

I 1964 fik rederiet leveret nybygningen "Sejrø" som hurtigt overtog pladsen fra "Anholt" som senere blev sogt til ophugning. Det var på tide at "Anholt" udgik af aktiv tjeneste, den kunne vi ikke være bekendt i 1964.

Som nævnt i indledningen, var jeg også ansat som dykker. Jeg fik frie hænder til at indkøbe alt nødvendigt udstyr til en svømmedykkerudrustning. Jeg købte 2 sæt 3 * 7 liters Dräger Pacific luftflasker også kaldet "radiatoren", med tilhørende lungeautomat PA 61 II, Viking tørdragt, diverse underbeklædning, samt kniv, brille og blybælte.

Dykningerne, som der faktisk var mange af, bestod i at undersøge rederiet skibe hvis de havde haft bundberøring, undersøge skibene for begroning, undersøge propeller efter sejlads i is etc. Herudover samlede jeg gods op fra havbunden rundt omkring i havnen. Det var de mest utrolige ting som blev tabt under losning og lastning.

Den 31. maj 1966 fratrådte jeg min stilling i DFDS for at opsøge nye udfordringer.

Tilbage til "Forsiden"