Untitled

I 1981 skulle NKT udlægge et søkabel imellem øerne Malta, Gomino og Gozo. Forinden udlægning af kablet, skulle der sprænges kabelgrave i landingerne hvor kablet skulle gå iland. Kabelgravene skulle sprænges fra kysten og ud til 3 meters vanddybde og være ca. 80 cm. dybe.

Havbunden i landingerne bestod af kalksten og til den ende blev det besluttet at sprænge kabelgravene ved brug af indborede ladninger, 200 gr. 22 mm. dynamex patroner, og det sidste nye i tændsystem Nonel, som er et ikke elektrisk tændsystem men med de samme fordele som det elektriske med detonatorer med tidsforsinkelse etc. For at være helgarderet blev der også indkøbt retningsbestemte Fragmex ladninger, som er ladninger der placeres oven på havbunden og som ved detonation laver et krater i havbunden. Ved at placere og forbinde flere Fragmex-ladninger på række, med ca. 3 meters mellemrum, og ved samtidig antændelse med detonerende tændsnor var det muligt at sprænge flere meter kabelgrav af gangen. Alt det indkøbte sprængstof blev med med skib sendt fra Danmark til Malta hvortil det ankom i August måned.

Sprængningsholdet tog til Malta så betids at vi var på stedet ved sprængstoffernes ankomst. Vi blev indlogeret på et hotel som lå perfekt lige ved det sted på nordkysten af Malta hvor kablet skulle lande, Ramla Bay. Vi brugte hotellet som base i de 6 uger arbejdet varede, dejligt sted.

Vi skulle bruge en stor dykkerbåd som skulle kunne bære en stor lavttrykskompressor, højttrykskompresssor, sprængstoffer og dykkergrej. Det var imidlertid ikke muligt at leje et fartøj som kunne bruges, så det blev besluttet at købe en stor udrangeret redningsbåd fra et passagerskib, båden havde plads til 100 passagerer og fungerede udmærket bortset fra at den ikke kunne bakke.

Fordelene ved at sprænge kabelgrave ved anvendelse af indborede ladninger- og sprængkapsler med tidsforsinkelse er, at der skal anvendes mindre sprængstof pr. m3 frisprængt klippe samt, at trykbølgen i vandet og vibrationerne i undergrunden bliver mindre.

Vi startede med at bore huller i kalkstenen med håndholte, luftdrevne, bjergboremaskiner og 32 mm. bor. Vi havde straks problemer med at luftdyserne i borekronen blev blokeret af boremelet hvilket forhindrede boremelet i at blive trukket op af borehullerne. Da vi skulle lade hullerne med dynamex patroner fandt vi ud af at det var meget vanskeligt at få ladningerne ført helt i bund i hullerne og da vi senere sprængte den første serie, viste det sig, at sprængningen ikke havde den ønskede virkning. Ved nøjere undersøgelse viste det sig at kalkstenen havde så mange revner og sprækker at gastrykket løb ud i disse revner og sprækker.

Metoden blev hurtigt opgivet og vi overgik til den alternative metode, anvendelse af Fragmex-ladninger. Denne metode krævede også mindre dykkertid idet, kraterne efter sprængninger blev delvis udlastede således, at tiden hvor vi skulle bruge air-lift blev reduceret.

For, at holde folk væk fra sprængningsområdet, blev der i lokal-radioen og på TV gjort opmærksom på at der i de næste 6 uger ville pågå sprængning i følgende områder ...... og folk bedes derfor holde sig væk. Det var som om at der efter denne oplysning var en sand valfarten til netop disse områder, specielt Ramla Bay hvor der var mange mennesker som havde sommerhuse. Problemet var ikke at vi var bange for sprængstykker, men at der ved detonationer/eksplosioner i vand forplanter sig trykbølger som er meget farlige for mennesker.

Alle sprængstoffer og detonatorer blev opbevaret på et gammelt fort hvor det var under politiets overvågning. Hver morgen transporterede politiet så den mængde sprængstof og detonatorer ned til båden som jeg havde beregnet vi skulle bruge i løbet af dagen.

Da vi arbejdede på sydsiden af Gomino var vandet meget forurenet med uhumskheder fra en grisefarm, forøvrigt danske grise, som lå oppe på klippen. Afløbet løb ned af klippen og sluttede lige der hvor vi arbejdede. Ved nærmere eftertanke, må det have været forfærdeligt for grisene med de kraftige detonationer så tæt på.

På et tidspunkt, i september, da vi arbejdede på Gozo var der så mange små brandmænd i vandet at det nærmest var gele-agtigt. De brændte så meget at det var nødvendigt at bruge helmasker og tørdragt med handsker hvilket, ikke er specielt behageligt med en vandtemperatur på langt over 25 grader.

(Det hedder en eksplosion når sprænstoffets egen sprænghastighed er langsommere end lydens hastighed i luft, ca. 330 meter pr. sec. For, at et knald skal kunne høres, skal sprængstoffet været spærret inde i en beholder eller lignende. Fænomenet kendes fra et kanonslag med sortkrudt som giver et hørligt knald, "eksplosion" efter antændelse. Hvis sortkrudtet hældes ud af kanonslaget og antændes, vil det blot brænde hurtigt med en hørlig fusen. En eksplosion kan forekomme uden at der er sprængstof involveret, feks. kan en dampkeddel eksplodere hvis trykket i kedlen bliver for højt.

Det hedder en detonation når sprængstoffets egen sprænghastighed er hurtigere end lydens hastighed i luft. Sprængstoffet behøver altid en forsprængning fra en detonator. Når sprængstoffet er blevet antændt med en detonator, vil det detonere med et hørligt knald også selv om det er frit liggende feks. på jorden. Denne type sprængstoffer kan dog godt brænde uden at detonere feks. hvis det smides ind i et bål. Typiske detonationshastigheder vil for militære sprængstoffer ligger fra ca. 6.000 til 10.000 meter pr. sec. feks. TNT, RDX, C4 etc. Sprængstoffer til civilt brug ligger med detonationshastigheder fra ca. 4.000 til 10.000 meter pr. sec. feks. Gurit, Nabit, Dynamex etc. og som det hurtigste Astrolit. Sprængstofferne kan fremstå som faste, indstøbte, pulver, plastiske, eller flydende.)

Tilbage til "Forsiden"