Jagtdagbog fra Etosha Heights Game Safaris, Namibia august 2008:

Indledning::

Jeg tog jagttegn i april 2007 og fandt hurtigt ud af at det var meget vanskeligt at komme på riffeljagt i Danmark

Jeg fylder 70 år i November og min kære hustru og jeg besluttede, at i stedet for at afholde en stor og dyr fest (vi havde tidligere afholdt store runde fødselsdage), ville vi hellere spendere pengene på os selv og opleve en jagtrejse et eller andet sted i Afrika.

I januar afholdte et par jagtrejse arrangører et Road Show i Hillerød og vi besluttede at tage til Hillerød for at se på sagerne. Vi entrede lokalerne ved showets begyndelse og faldt hurtigt i snak med 2 repræsentanter fra Etosha Heights Game Safaris i Namibia, Kiepie og Andre. På grund af hvad de fortalte om stedet og de mange flotte fotografier som blev vist, besluttede vi at dette måtte være stedet. I løbet af ca. 30 min. havde vi købt 2 rejser med 10 dages jagt til Etosha med afrejse den 19. august 2008.

Normalt bliver jagtgæsterne afhentet i Windhoek og transporteret i bil den lange tur til jagtområdet køretid ca. 6 timer. På et tidspunkt i løbet af sommeren blev der på fjernsynet vist filmen Out Of Africa omhandlende Karen Blixen. En scene i filmen viser en flyvetur ud over savannen og det fandt jeg ret spændende så jeg besluttede, at den oplevelse ville jeg gerne give Annie som tidligere har fløjet som stewardesse i 21 år. Jeg kontaktede rejsearrangøren og det blev arrangeret, selvfølgelig mod ekstra betaling, at et lille sportsfly skulle flyve os op til Lodgen og at flyveren skulle stå klar ved vor ankomst til Windhoek.

Dag 1. 19/8:

Afrejse Kastrup kl. 1740, det tog nogen tid at checke ind på grund af våben etc. Ankomst Frankfurt kl. 1910. Afgang Frankfurt kl. 2240.

Dag 2.:

Ankom Windhoek kl. 0740. Det gik hurtigt med at få formaliteterne vedr. mit våben bragt i orden. I ankomsthallen stod en nydelig ung mand med et papskilt påskrevet mit navn. Vi henvendte os og blev hurtigt ført ud til en lille "papflyver" som vi kravlede ombord i. Efter starten blev kursen sat nordpå mod Etosha Heights som grænser op til Etosha Nationalpark. Vi skulle bo på Safari Lodge, som ligger midt i det 50.000 ha. store uhegnede jagtområde. Lodgen har sin egen lille private landing strip tæt ved bebyggelsen. Efter 1 time og 45 min. flyvning, med en fantastisk udsigt over landskabet, nåede vi frem til Lodgen. For, at jage eventuelle dyr væk fra landingsbanen, blev der først foretaget en meget lav flyvning hen over banen, ca. 5 meter over jorden. Derefter blev der, efter et 180 grader meget skarpt drej, lagt an til landing.

 For enden af landingsbanen stod Kiepie, som skulle være vores PH (professionelle jæger) under opholdet, klar med en bil. Bagagen blev omladet til bilen og kursen blev sat mod Safari Lodge. Efter en køretur på ca. 10 min. ankom vi til det flotteste sted i naturen som jeg nogensinde har set. Lodgen ligger på toppen af et mindre bjerg, ca. 300 meter, med udsigt over The Plain og et vandhul 500 meter ude hvor der var samlet en stor flok waterbucks.

Vi blev modtaget som var vi royale. Efter at have hilst på Tana og Andre som er lodgens managers, blev der hilst på hele personalet Liina, Johannes, Lucas og Petrus som var vores sporer/chauffør og som vi skulle komme til at se meget mere til. Vi blev vist hen til den hytte hvor vi skulle bo og jeg må sige at det var den rene luksus. Pågrund af disse lækre omgivelser og den måde vi blev modtaget på, fandt vi os straks hjemme og følte et eller andet sted at dette sted var stedet.

Vi kørte til skydebanen, som ligger ved en anden lodge The Lion Lodge og checkede at riflens, Blaser 93, 300 win. Mag., kikkertindstilling stadig var i orden, jeg havde hjemmefra indskudt den til 200 meter med 11,7 grams Swift A-Frame patroner

Om eftermiddagen kørte vi rundt i området og så på alle dyrene. Det var fantastisk, jeg har aldrig oplevet så mange dyr før, der var giraf, kudu, oryx, springbuck, zebra, wildebeest, steinbok, vortesvin etc. det var som at være ombord i  Noahs Ark.

Dag 3.

Dagen startede med en livlig trafik på radioen i bilen og de forskellige radioer på de omkringliggemde farme. Jeg spurgte Kiepie hvad der var galt og han fortalte at en af farmerne havde observeret 4 løver som huserede på hans farm. Det er almindeligt at løver som kommer ind på kvægfarmene bliver skudt fordi de dræber kvæget og således fratager farmerne deres levebrød. Jeg sagde til Kiepie at han bare skulle tage af sted og gøre hvad der skulle gøres, han svarede at han var vores PH og derfor blev hos os. Jeg svarede, at så kunne han tage Annie og mig med, det kunne blive spændende. Efter kort tids betænkningstid gik det ud over stepperne i fuld fart, da vi sad på ladet galt det om at holde godt fast.

Vi kom, efter ca. 30 minutters hurtig kørsel, frem til en farm hvor ejeren havde 2 døde løver liggende på ladet af sin truck. Den ene, en ung hanløve, blev løftet ned af bilen til nærmere beundring og fotografering.

Der var efterhånden samlet en hel del farmere med rifler, det var som at blive sat tilbage i tiden hvor sheriffen samlede et party til at fange kvægtyve. Vi kørte alle ud til det sted hvor de resterende 2 løver sidst var blevet set. Løvesporene blev fulgt et godte stykke vej men da sporene viste at løverne var på vej ud af området, blev videre eftersøgning opgivet.

Efter den spændende morgenpürsch efter løver genoptog vi vores mere fredelige jagt på antiloper. Pludselig fik Kiepie øje på en meget flot Hartmann Zebra (bjergzebra) som stod hvor den ikke burde stå, nemlig på en slette og ikke oppe i bjergene. Vi stod af bilen og nærmede os forsigtigt. For ikke at trykke dyret besluttede vi at skyde på lang afstand. Skydestokken blev slået ud og jeg afgav et skud på 190 meters afstand, zebraen faldt for en høj hjerte/lunge kugle.

  Dag 4:

På morgenjagten skød Annie et vortesvin på 30 meters afstand med en lånt 30.06 riffel. Annie var stolt som en pave, det var det første dyr som hun nogensinde havde skudt. Vortesvinet haltede meget og Kiepie besluttede at dyret skulle aflives. Det viste sig at dyret havde en kraftig infektion i det højre forben.

Turen fortsatte og pludselig gjorde Annie Kiepie opmærksom på en steinbok som stod ca. 30 meter inde i bushen. Efter at PHen havde vurderet dyret, gjorde han tegn til at Annie kunne afgive et skud. Annie tog sigte og dyret faldt for et rent skud i hjertet. Efter opmåling på stedet sagde PHen at det var det største trofæ der var set længe. Annies øjne lyste af stolthed og da specielt fordi hun selv havde observeret dyret. Det viste sig senere at steinboken var til en guldmedalje. Annie besluttede på stedet at hun vil tage jagttegn til vinter.

Nu da vi var igang med at skyde små dyr, meddelte jeg Kiepie at jeg godt kunne tænke mig en sjakal, jeg synes at skindet er så flot. Vi kørte ud på savannen med det gule græs, det er der de holder til. Pludselig så PHen en sjakal på ca. 275 meters afstand der stod og sikrede. Han nikkede til mig og jeg affyrede et skud. Sjakalen begyndte at løbe i skudøjeblikket og jeg ramte selvfølgelig ikke. Ifølge Kiepie, som kunne se kuglens nedslag, drejede det sig om få cm. som jeg ramte gab ved dyret, ærgeligt.

I løbet af dagen pürschede vi flere gange efter oryx i de lave bjerge men forgæves, de er meget sky. Vi opnåede da at blive temmelig forrevne på knæene og lårene, vi oplevede det som om alt, næsten også stenene, havde torne, men hvad det gør ikke noget bare det er spændende og heldigvis havde vi vores ruskins gaiters på.

Pludselig fik vi på savannen øje på en flot springbuck som Kiepie syntes jeg skulle skyde, faktisk var det en gave fra Etosha Heights Game Safaris til mig fordi jeg ville fejre min 70 års fødselsdag på denne måde, meget flot. Vi stod af bilen, pürschede tættere på og i en afstand af 225 meter blev skydestokken slået ud hvorefter jeg afgav et skud. Dyret foretog et gevaldigt spring lodret op i luften og begyndte at løbe. Jeg troede selvfølgelig at dyret var ramt og genladede hurtigt og afgav endnu et skud som ramte højt på højre kølle hvorefter dyret gik ned. Vi var hurtigt fremme hvor jeg på klods hold afgav et fangstskud. Jeg havde ikke ramt med det første skud som ifølge Kiepie gik over dyret. Ved senere opmåling viste det sig at trofæet var til en guldmedalje.

Når jeg nævner skudafstandene til de enkelte dyr er det fordi enten jeg, eller PHen måler afstanden med en laser afstandsmåler. Jeg kan bedst lide det på den måde da jeg så eventuelt kan korrigere for sigtehøjden. De lange skudhold er faktisk nødvendige på denne tid af året, Namibisk vinter, hvor dyrene på grund af manglende vegetation kan se langt og derfor er meget obs. på hvad der foregår omkring dem.

Dag 5:

 Igen var vi ude på savannen, the plain som det hedder lokalt. Pludselig fik Kiepie øje på en flot blue wildebeest, som godt nok ikke stod på min ønskeliste, men det er som om ufornuften nogle gange råder, men hvad, det er en dejlig ferie og de lokale skal jo også leve. Igen blev den 2 benede skydestok rigget til, afstanden blev målt og jeg afgav et skud på 200 meters afstand. Kuglen ramte rent, højt hjerte/lungeskud, men dyret begyndte at løbe i en mærkelig hoppende stil. Jeg genladede hurtigt og afgav endnu et skud, 250 meter, som gik under bugen og ramte højre forben hvorefter dyret gik ned. Vi gik hurtigt frem og jeg måtte afgive 2 fangsskud for at afslutte jagten.

Det er nok muligt, at dyrene nogen tid efter en velplaceret kugle vil gå ned og forrende men jeg hader at se dyrene lide og ofrer gerne nogle ekstra skud. Dyrene i afrika er seje og de producerer en masse adrenalin som gør, at de ikke sådan bare går ned og derfor er det ofte nødvendigt at afgive flere skud selvom man anvender de bedste projektiler.

Dag 6:

Denne dag var for mig et mareridt, jeg fik anskudt en oryx som vi havde meget svært ved at finde og få aflivet. Jeg hadede mig selv, blev i dårligt humør og havde mest lyst til at tage hjem.:

Vi kørte rundt for at se om vi i dag kunne få ram på en oryx. Der blev spejdet op af bjergene som vi kørte forbi og pludselig stod den der. Det var en flot hun med meget lange horn, hun stod 225 meter oppe på en bjergskråning og vi var nede på det flade område. Vi steg forsigtigt af bilen bag ved et træ og sneg os hen på siden af træet hvor vi stadig kunne se dyret og slog skydestokken op. Jeg tog omhyggeligt sigte ca. 20 cm. over venstre forbens albue og trykkede af. Det gav et ryk i oryxen og den begyndte at løbe op af bjerget. Der var ingen tvivl om at dyret var blevet ramt men hvor ??.

Vi sprintede alle 4, Kiepie, Annie, Petrus og jeg, op af bjerget for at finde stedet hvor oryxen stod da den blev ramt. Nu kom de to højt professionelle lokale, Kiepie og Petrus, virkelig til deres ret. Efter kort tid observerede de en lille bloddråbe og nu gik den vilde jagt op og ned af de små bjerge følgende det svage blodspor. Vi bevægede os 7 km., jeg havde skridttæller på, igennem det meget vanskelige terræn og jeg må indrømme at jeg til sidst følte mig meget træt. Pludselig for Kiepie frem og afgav 3 hurtige skud, han havde set dyret trykke sig bag nogle buske og oryen afgik ved døden. Det viste sig at mit skud havde snittet bugen på dyret og havde ramt højt på højre forben. Det var mørkt da vi kom hjem, vi havde været ude i11 timer uden mad.

Jeg var lige så stolt over at beherske de lange skudhold og kunne ikke forstå at jeg ikke havde ramt oryxen der hvor jeg havde sigtet. Kiepie kunne se på mig at jeg var ked af det og vi fik en fornuftig snak om at afgive skud som afviger fra det normale (vandrette skud). Sagen er, at den ballistiske kurve for et projektil ændrer sig væsentligt hvis, der skydes i større vinkler opad eller nedad. Skydes der opad skal der holdes højt og skydes der nedad skal der holdes lavt. Jeg kender godt fænomenet. Når jeg skyder med min jagtbue fra en tree stand holder jeg altid ca. 5 cm. lavere, men jeg troede ikke at det betød noget med en riffelkugle på grund af dens meget mindre vægt og meget større hastighed i forhold til en jagtpils ca. 30 gram og ca.100 meter pr. sec.

Dag 7:

Om morgenen var vi på udkik efter en god kudu, som var det eneste dyr jeg manglede på min ønskeliste. Der gik ikke lang tid før vi observerede 2 flotte kudu tyre som stod et par hundrede meter væk.

Kiepie og jeg stod af vognen og vi sneg os langsomt frem mod dyrene. Vi kom rimeligt tæt på dyrene og PHen udpegede den bedste af tyrene. 107 meter fra den største af tyrene lagde jeg an til at skyde og afgav et skud mod højre skulderblad. Dyret blev helt klart ramt men begyndte at løbe op af et mindre bjerg. Kiepie og jeg fulgte efter, i for mig det hurtigste tempo som vel svarer til 30% af det tempo som Kiepie kan præstere, det er helt ok at han er meget hurtigere, jeg er jo 32 år ældre.

Vi forfulgte kuduen over 2 km. igennem tæt buskads med en helvedes masse torne. Pludselig slog Kiepie skydestokken op og gjorde tegn til at jeg skulle skyde. Først kunne jeg ikke se kuduen men pludselig så jeg den stå ca. 30 meter fra os med bagdelen til. Jeg afgav, fritstående, 2 hurtige Texas Heart skud som begge ramte kuduen. Dyret fortsatte sin flugt men efter ca. 20 meter havde den lagt sig ned. Et fangstskud på 10 meters afstand afsluttede jagten.

Det var en fantastisk stor kudu med et enormt udlæg og jeg var meget glad. Kiepie sagde til mig at jeg skulle blive ved kuduen medens han ville søge ned og finde bilen. Jeg havde jo selv set at der var løver i området så jeg tog ingen chancer, jeg checkede at sigtekikkerten stadig var på mindste forstørrelse og at der var 4 friske patroner i riflen og så, var jeg klar til forsvare mig selv og mit trofæ. Medens jeg ventede, undersøgte jeg kuduen for at finde ud af hvor mit primære skud havde ramt. Skuddet havde ramt som jeg ønskede på højre skulderblad men jeg fandt projektilet under huden lige foran venstre kølle. Jeg skar forsigtigt projektilet ud og det viste sig at projektilet ikke var ekspanderet men at det kun var lidt deformeret somom det havde prellet af mod en hård knogle. Måske er Swift A-Frame projektiler for hårde -og for langsomt ekspanderende til denne type vildt ?.

Efter ca. en halv time kunne jeg svagt høre motorstøj og råben mit navn. Jeg begyndte at pifte så de i bilen kunne fastslå en pejling og finde frem til mig. Efter kort tid dukkede bilen op og kuduen blev ved hjælp af bilens winch halet op på ladet hvorefter kursen blev sat mod slagtehuset.

Dag 8:

Om formiddagen kørte Tana, Annie og jeg til en lille landsby hvor en stamme af Himbafolket bor. Det var meget spændende, kvinderne smører sig ind i okker iblandet smør så huden og håret får en rødlig farve. I landsbyen var der kun kvinder og børn. Alle mændene og drengebørn over 8 år befandt sig mere end 100 km. væk hvor de passer på stammens kvæg. Kvinderne fremviste de smykker som de selv havde fremstillet og Annie købte selvfølgelig et par halskæder. Spændende at se hvordan en så primitiv stamme lever i det 21. århundrede.

Vi kom tilbage til lodgen før aftensmaden og vi havde aftalt med Kiepie at vi skulle ud at skyde sjakal efter solnedgang ved brug af projektør. På dette tidspunkt kan man komme meget tættere på dyrene. Kl. 2100 kørte vi ud i det totale mørke, der var ingen måne oppe så det var virkelig mørkt, det var ligeså mørkt som når vi i "gamle dage" i Frømandskorpset  trænede kampdykning om natten. Vi skulle jage på den gule savanne ikke så langt fra lodgen. Jeg havde lånt en riffel, kaliber 22. mag. som er det bedste til så lille et dyr. Større kalibre ødelægger det flotte skind.

Pludselig så vi de lysende øjne fra en sjakal og jeg trykkede på aftrækkeren, men ak riflen klikkede, jeg ved ikke hvad der var galt med patronen, men sådan går det engang imellem. Vi fortsatte kørslen og pludselig så vi 3 par store, meget store, lysende øjne som vi anslog var ca. 100 meter væk. Kiepie troede først at det var 3 hyæner men da vi kom tættere på, kunne vi se at øjnene tilhørte 3 store løver og at den ene løve langsomt var på vej mod bilen. Pulsen kom hurtigt op i det røde område og jeg spurgte Kiepie om han ikke syntes vi skulle vende om. Der stod vi, på ladet af en åben bil, godt nok med rifler og det hele men alligevel, man har jo før hørt om sure løver som springer op på laddet af jagtbilen og begynder at tygge i folk. Specielt er løverne farlige om natten som er det tidspunkt hvor de går på jagt.

Kiepie gav hurtigt Petrus, som kørte bilen, besked på at vende bilen. Der var helt stille i førerhuset hvor også Lucas sad, det var nærmest som om de var i trance, det er faktisk sådan at de sorte er enormt bange for løver og slanger, sikkert fordi de ved bedre?. Det, vi på ladet frygtede mest var, at bilen på grund af panik skulle gå i stå og dermed ville alt lys også forsvinde. Heldigvis lykkedes det Petrus at få vendt bilen og vi kørte, i god ro og orden, tilbage til lodge. Vi havde ligesom mistet lysten til yderligere jagt i mørke. Da vi , uskadte, kom tilbage til lodgen var humøret i førerhuset helt i top, dog sagde Lucas, at han aldrig mere ville gå ud for at checke pumpen ved det vandhul hvor vi angiveligt så løverne. Det var åbenbart et arbejde som han af og til udførte.

Dag 9:

Jagtområdet er generet af en mindre flok common impalaer på 4 hunner og en han som man gerne vil have reguleret bort. I selve jagtområdet er der en indhegning, boma, på 2.000 ha. hvor man prøver at etablere en stor flok sabelantiloper, samt den sjælne black faced impala og man ønsker ikke at ovennævnte common impala skal parre sig med den black faced impala.

Vi kørte rundt i terrænet og pludselig fik Kiepie øje på de 4 hun impalaer oppe på en bjegskråning. Vi stod alle 3 af bilen og begyndte langsomt at pürsche op af skråningen og ned igen men ak impalaerne var forsvundet. Turen fortsatte ud til et vandhul for at se, om jeg kunne være så heldig at få tag i et vortesvin. På det 50.000 ha. store jagtområde, har ejerne etableret 50 vandhuller som muliggør at dyrene kan overleve i det tørre klima. Der er blevet boret efter vand fra 10 meters dybde og helt ned til 70 meter. Nogle steder er det vindmøller som trækker vandet op, men de fleste steder står der, tæt på vandhullet, en stor solfanger som leverer strøm til en elektrisk pumpe som så trækker vandet op, meget snedigt og genialt.

Medens vi ventede på vortesvinet, kom der en stor flok hartebeest ned til vandhullet for at drikke, der kom også 2 mindre vortesvin, samt en sjakal som lagde sig ned ca.150 meter fra det sted hvor vi stod. Jeg valgte ikke at skyde sjakalen da det selvfølgelig ville jage alle de andre dyr væk i flere timer. Efter en times tid får Kiepie øje på en stor oryx tyr som meget forsigtigt nærmer sig vandhullet. Tyren stopper op flere gange somom den fornemmer at der noget galt og nu begynder et ret morsomt tidsforløb:

Tyren er efterhånden kommet ind til vandhullet ca. 90 meter fra os og Kiepie fastslår, at der er tale om et meget stort trofæ. Han siger jeg skal skyde, men jeg svarer at jeg allerede har en oryx og derfor ikke vil skyde. Nu blander Annie sig og siger "så skyd dog mand, hvis ikke du gør så gør jeg", jeg ved sku ikke hvad hun havde tænkt sig at skyde med, for det var jo mig som havde fat i riflen. Jeg blev helt stresset af at høre på de 2 og spurgte Kiepie hvad oryxen kostede. Han hev hurtigt sin prisliste op af lommen og hviskede , at den koster 520 euro. Jeg havde jo hele tiden haft oryxen på kornet og afgav hurtigt et skråt skud til venstre skulder. Tyren vaklede, drejede sig rundt og bevægede sig på vaklende ben hen mod os. Oryx er kendt for at angribe når de bliver trængt eller er blevet såret og derfor kaldes den også for "The Dessert Warrior" så, for at være på den sikre side, afgav jeg endnu et skud, et skråt spidsskud, og tyren gik ned.

Jeg vil lige nævne, at jeg på dette tidspunkt havde skiftet til at bruge 10,7 gram Swift Scirocco som er et meget hurtigt og hurtigt ekspanderende projektil med plastspids. Det var et meget flot trofæ, lange horn og en stor diameter ved basen. Jeg var selvfølgelig glad for det flotte trofæ, men i baghovedet rumsterede tanken om alle de ekstra udgifter som medfølger, når fingeren sidder løst på aftrækkeren.

Dag 10:

Nu manglede jeg sådan set kun at få et stort vortesvin på min trofæliste. Vi begav os igen ud til et vandhul, men denne gang opsatte vi et skjul små hundrede meter fra vandhullet. Efter en times tid ankom 2 små hun vortesvin, men det var jo ikke det som jeg var ude efter. Vi fortsatte længere ud til et andet vandhul hvor vi holdt frokost i det grønne. Vi stegte pølser over bål etc., det var meget hyggeligt.

Om eftermiddagen kørte vi igen ud på den gule savanne til det vandhul hvor vi havde mødt de 3 løver nogle aftener forinden. Det viste sig, at vi ikke havde været 100 meter fra løverne, som vi først antog, men kun ca. 40 meter, Annie og jeg gøs igen ved tanken. Vi fortsatte ud over savannen og pludselig fik Kiepie øje på en sjakal langt ude, ca. 300 meter. Kiepie vidste at jeg var opsat på at få en sjakal og sagde at jeg skulle skyde. Til trods for, at sjakalen var i løb afgav jeg et skud som selvfølgelig gik i jorden bag ved sjakalen. Det var som om at sjakalen satte farten yderligere op i takt med at kuglen nærmede sig og Kiepie grinede.

Dag 11:

Jeg manglede stadig mit vortesvin og om morgenen havde Kiepie konfereret med Petras som påstod at han vidste hvor der gik et stort vortesvin. Jeg har tidligere nævnt, at de sorte er meget bange for løver, åbenbart så bange, at de også drømmer om løver. Imidlertid havde Petrus fortalt Kiepie at han om natten havde drømt, at vi ville møde en løve i dag. Vi entrede bilen og kursen blev sat mod den vestligste ende af reviret hvor der skulle være et vandhul. På vej vestpå passerede vi et andet vandhul hvor vi så et kæmpe hvidt næsehorn med en lille unge. Næsehorn og barn løb selvfølgelig væk så snart de fik fært, det var som at se en kampvogn bagfra.

Vi nærmede os vandhullet som Petrus havde foreslået og langt fremme fik vi øje på et kæmpe vortesvin som lå og drak, tænderne var enorme. Jeg tog sigte mod dyret hoved og trykkede af, kuglen gik i vandet foran dyret og vortesvinet stak selvfølgelig af.. Jeg er sikker på at det var gods hånd som havde skubbet til min riffel i skudøjeblikket for, havde vi brugt tid på vortesvinet så havde vi måske ikke oplevet at fange en lille løveunge.:

Vi var ved at opsætte et skjul ved vandhullet da Kiepie pludselig råber at han har set en lille løveunge inde i det høje græs. Vi sprang alle på vognen og eftersatte det lille kræ, Annie holdt øje med hvor løveungen var, Kiepie fortalte Petrus hvordan der skulle styres samtideig med at han sagde til mig om at være klar med riflen hvis løvemor skulle dukke op. Til sidst gav løveungen op og lå bare og hvæsede.

Kiepie og Petrus sprang af vognen med et stort stykke hessian som de kastede over løveungen hvorefter den blev helt rolig. Det var tydeligt at løveungen var forladt for den så mildest talt sølle ud, den blødte fra munden, var rad mager og pelsen var helt sammenfiltret. Den lignede slet ikke de løveunger som vi ser på Animal Planet. Løveungen blev lagt ind på forsædet af bilen og der blevet taget kontakt til Andre og Tana som lovede at hente løven. Det er mærkeligt at Petrus om natten drømmer om at vi i dag vil se løver og så finder vi en forladt løveunge, ren voodoo.

Vi opsatte skjulet ved vandhullet og ventede på at det store vortesvin skulle returnere. Efter et kvarters tid begyndte det at klø og krasse på vores ben. Ved nærmere studium af jorden inde i skjulet, så vi nogle flåtlignende sataner på størrelse med mariehøns. Vi besluttede hurtigt at flytte skjulet til en anden position inde i resterne af en beton vandtank. Medens vi ventede på vortesvinet, ankom Andre og Tana for at hente løveungen. Løven blev overført til deres bil og vi fortsatte vagten, men uden resultat.

Efter nogen tid pakkede vi sammen og på turen hjemover kørte vi igennem den 2.000 ha. store boma hvor vi så en stor flok sabelantiloper og en mindre flok black faced impalaer. Specielt sabelantiloperne var ikke spor bange for bilen, det håber jeg at de bliver inden de om nogle år bliver jagtbare. Turen gik forbi Tanas og Andres farm for at se den lille løve og tage en masse fotografier/video. (Senere blev løveungen overført til Afri-Leo foundation som er en slags refugie for løver og som kun ligger 80 km. vest for Etosha Heights Game Safaris).

Kørte tilbage til lodgen for at få en kop kaffe og pludselig siger Kiepie at han kan se den impala han som de vil have afskudt. Impalaen står nede ved vandhullet foran lodgen 500 meter borte. Vi pürschede i hurtigt tempo ned af bjerget og nærmede os forsigtigt vandhullet, men impalaen havde blandet sig med en flok springbukke som var på vej ud over plainen. Vi fortsatte forfølgensen men måtte til sidst opgive da vi ikke kunne se impalaen. Det blev dog til en lille pürsch på omkring 3 km. På vej tilbage til bilen, som var kørt ned fra lodgen, for at hente os, så vi en stor slange, ca. 1,5 meter lang, men den holdt sig heldigvis pænt i sin egen side af sporet.

Dag 12:

Om formiddagen opsatte vi et skjul ved det vandhul hvor jeg, efter megen overtalelse, havde skudt den store oryx tyr. Pludselig kom et ret stor vortesvin ned for at drikke ca. 90 meter borte. Dyret må have fornemmet et eller andet for det vendte front mod skjulet og udviste en truende adfærd. Vortesvinet vendte rundt og begyndte at løbe væk i samme øjeblik som jeg besluttede mig til at skyde. Der var ingen tvivl om at dyret var ramt. Jeg prøvede at genlade, men af en eller anden årsag ville den nye patron ikke ind i kammeret men satte sig fast. Jeg baksede med patronen i nogle sekunder medens vortesvinet i fuld fart løb bort i en stor støvsky. Omsider lykkedes det at få en ny patron i kammeret og jeg afgav et skud på 244 meter som stoppede vortesvinet. Vi fulgte blodsporet og fandt vortesvinet i det høje græs stadig kæmpende for livet, jeg afgav 2 fangsskud og så var det slut.

Før frokost i lodgen observerede vi igen de uønskede impalaer nede ved vandhullet. Igen pürschede vi ned af skrænten og forfulgte dyrene over 2 km. men igen forgæves. Vi returnerede til lodgen og skulle lige til at spise da Kiepie igen får øje på impalaerne ca. 3 km. ude. Kiepie sagde at han enormt gerne ville have fat i dyrene og spurgte om vi var friske, jeg svarede, at nu var jeg træt men at Annie gerne ville med. Annie og Kiepie drønede ned af skrænten og hvis jeg skal være helt ærlig i et betydeligt højere tempe end når jeg er med. Jeg sad på terrassen og fulgte dem i kikkert indtil de forsvandt i bushen. Efter 2 timer returnerede de godt forrevne men uden resultat.

Dag 13:

Hjemrejsedag. Vi kørte tidligt om morgenen sammen med Tana, Andre og begge deres børn. Undervejs mod Windhoek spiste vi frokost og stoppede ved et marked hvor der blev solgt alt muligt etnografica. Kl. ca. 1630 var vi fremme ved lufthavnen og så galt det bare om at vente på at alle formaliteter blev bragt i orden. Kl. 1900 afgik flyveren og kursen blev sat mod København via Frankfurt.

Konklusion:

Det har været vores bedste ferie til dato og den har været blandt det mest spændene som jeg har oplevet og det siger en hel del. Management Tana og Andre, hele personalet, samt beboelsen har været helt i top, alt drejede sig bare om os og vore ønsker. Jeg vil ikke undlade at fremhæve Kiepie og Petrus som har været helt fantastiske både til at få øje på dyrene på afstande, hvor Annie og jeg dårligt kunne se dem med kikkert og også deres evne til at spore og forfølge. Specielt vil jeg fremhæve Etosha Heights Game Safaris politik med, at de kun vil have eet jagtselskab af gangen på deres 50.000 ha. store revir. Det er bare fantastisk at man kan køre rundt uden at møde fremmede jægere. Jeg synes også at kokkepigen Liina og Johannes skal have stor ros for at frembringe de lækreste retter som ikke fås bedre i Paris.

Torben Agner

Efterfølgende er jeg blevet informeret om, at sprinbukken, stenbukken og oryx tyren har opnået guldmedaljer, samt at hun oryxen har fået sølvmedalje og at den blue wildebeest har fået en bronzemedalje. Det må siges at være meget fornemt og det skyldes udelukkende at Kiepie har været dygtig til at finde og udpege de rigtige dyr, jeg har jo blot trykket på aftrækkeren.

Det synes måske at være meget at skyde 9 dyr på 10 jagtdage, men jeg har blot været heldig at dyrene har været i området -og at de har vist sig. Jeg ville meget hellere skyde færre trofæer pr. rejse og så ønske at jeg havde råd til at foretage flere spændende jagtrejser. Mange jægere oplever, at der kan gå mange dage før de får deres ønskede trofæer og nogle gange må jægerne foretage flere jagtrejser for at få deres ønsker opfyldt.