Jagtrejse til Namibia april-maj 2009:

Vi savnede Namibia så meget, at vi igen i år besluttede at tage til Namibia for at gå på jagt.

Sidste år fik vi en hel del forskellig trofæer som alle er ved at blive skuldermonteret så vi besluttede, at vi denne gang måtte begrænse os og være mere selektive dels for at spare på udgifterne men også fordi vi simpelthen ikke har plads i vores lille lejlighed til alle de store dyr på væggene.

Igen besøgte vi Limpopo Jagtrejsers Road Show i januar som denne gang blev afholdt i Hillerød. Vi mødte heldigvis alle vore bekendte fra Etosha Heights Game Safaris, 2 af ejerne af jagtkonsortiet Andrè og Len samt vores PH fra sidste år Kiepie og Andrè som er camp manager for Safari Lodge. Efter nogen tid besluttede vi at købe en rejse til Safari Lodge med 7 jagtdage efterfulgt af  4 dages kørsel og ophold i bushen. Da Eland tyr var på tilbud til halv pris blev det aftalt at jeg skulle nedlægge et så stort prægtigt dyr, det var sådan set det eneste dyr jeg manglede i trofæsamlingen. Afrejsedagen blev fastlagt til den 25. april med hjemkomst den 9. maj. På denne tid af året, er vegetationen tættere og mere grøn og det er derfor muligt at komme tættere på dyrene men, det er til gengæld også vanskeligere at få øje på dyrene og få et klart skudfelt ligesom, det er vanskeligt at finde et forrent dyr.

Jagtdagene:

Vel ankommet til Windhoek, blev vi afhentet af Andrè som skulle transportere os den lange vej nordpå til Etoaha Heights. Efter 6 lange timer i firehjulstrækkeren ankom vi til lodgen hvor, gensynsglæden var stor. Hele staff var det samme som sidste år Lina, Johannes, Lukas men trackkeren Verner var et nyt ansigt, selvfølgelig var Tana også klar til at tage imod os så det var ligesom at komme hjem igen, dejligt.

Efter frokost og en kop kaffe tog vi på skydebanen for indskydning af riflerne, Annie havde fået sin egen riffel Blaser R93 kaliber 308 win. og jeg havde min Blaser R93 300 win. mag. Til Annies brug, havde vi medbragt Lapua Mega 9,7 gram, Norma fuldkappet 9,7 gram (til sjakaler), samt Lapua Naturalis 11,7 gram. Til min riffel havde jeg medbragt Swift A-Frame 11,7 gram samt Lapua Mega 12 gram.

Vi startede jagten om mandagen. Vi kørte rundt på reviret for at få kontakt med en eland tyr. Vi observerede mange elands af det forkerte køn men, jeg havde besluttet mig for at jeg ville have en rigtig gammel tyr. Pludselig fik vi øje på en meget flot steinbook med lange horn, dyret stod tæt ved hjulsporet og holdt øje med vores bevægelser. Vi fortsatte kørslen et stykke frem for at aflede opmærksomheden. Kiepie og jeg stod af bilen og bevægede os forsigtigt tilbage på den modsatte side af sporet. Pludselig stod dyret der ca. 20 meter væk, jeg tog sigte og afgav skud til højre skulder. Dyret gik ned på stedet og vi skyndte os frem. På grund af den korte afstand og den kraftige ammunition, Swift A-Frame, havde skuddet desværre ødelagt venstre skulder og skind så meget at, det måske er vanskeligt at få lavet en skuldermontage. Det var ellers noget at et trofæ 10,6 cm hvilket er til en guldmedalje med en stor pil opad. En steinbook er et lille dyr som vejer 9 til 13 kg.

                                                           Den flotte steinbook

Vi startede alle dagene med at eftersøge en stor eland-tyr. Annie skulle jo også have fornøjelsen af nedlægge nogle dyr, så samme dag, hvor jeg nedlagde min steinbook, var vi på vej igennem den boma hvor de opdrætter sables og black faced impalaer. Kiepie fik øje på en blue wildebeest som havde forvildet sig ind i bomaen. Kiepie spurgte Annie om hun ville skyde gnuen, dyret skulle bruges som bate for en kommende leopardjagt,  Annie svarede selvfølgelig ja tak. Efter en kort sporing lykkedes det at få gnuen på skudhold og dyret blev nedlagt med en Lapua Mega 9,7 gram på ca 80 meter, det var en perfekt kugle, men vi måtte dog følge blodsporet ca. 100 meter.

                                Annie er selvfølgelig meget stolt over at have nedlagt et så stort dyr

Som tidligere nævnt eftersøgte vi hver dag en stor Eland-tyr men heldet var stadig ikke med os selvom, vi flere gange dagligt stod af bilen og pürschede os ind på mindre flokke af eland-køer. Efterhånden var både Kiepie og jeg selv begyndt at blive lidt nervøse over at vi ingen Eland-tyr så og jeg var begyndt at fable om, at så måtte jeg jo nok skyde et andet større dyr for, i det mindste at få et stort dyr på paraden, men problemet var jo at jeg allerede sidste år fik alle de dyr som jeg havde ønsket mig.

Allerede sidste år begyndte vi at skyde efter alle de sjakaler som vi fik øje på men, dog uden at få ram på en eneste. I år havde vi besluttet, at nu skulle det være, så hver gang vi passerede de områder hvor vi vidste at sjakalerne holdt til, var Annie stand by med riflen med Norma fuldkappet amu. i kammeret. Der blev også afgivet mange skud men ak, sjakalerne nærmest smilede og satte i løb. Jeg tror at sjakalerne har en aftale med Diana om ,at  hverken Annie eller jeg skal have fornøjelsen.

Onsdagen startede som de andre dage, Annie skød efter alt hvad der bare mindede om en sjakal. Pludselig fik vi øje på en enlig Oryx som stod i et delvis åbent område. Jeg ladede straks Annies riffel med de nye Lapua Naturalis som nu skulle vise deres værd. Vi blev enige om at jeg selv og Verner blev ved bilen således, at Annie og Kiepie kunne pürsche sig ind på dyret uden for megen larm. Pludselig hørte jeg et skud blive afgivet et stykke væk og forventede at bilen ville blive kaldt frem men nej, der gik, synes jeg ,lang tid med larmende stilhed, det er utroligt så langsomt tiden går når man ikke selv deltager i jagten. Efter nogen tid kunne vi høre endnu et skud blive afgivet og vi kunne omsider køre frem. Da vi kom frem stod Annie og Kiepie ved en meget flot oryx. Annie havde afgivet det første skud på ca. 110 meters afstand. Skuddet havde ramt perfekt men, som alle de andre afrikanske dyr går de ikke ned med det samme hvorfor, det havde været nødvendigt at eftersætte dyret indtil det lagde sig ned. Omsider havde dyret lagt sig og der blev afgivet et fangsskud på ca. 40 meters afstand. Man skal huske på at både oryx og sables, selvom de er dødeligt såret, kan rejse sig og angribe. Den nye ammunition havde virket perfekt, selv Kiepie var imponeret over hvor effektive kuglerne var. I slagtehuset blev de 2 projektiler fundet i dyret og de havde begge svampet op perfekt med en retvægt på ca. 100%.

      Der er ikke noget at sige til at Annie stråler af lykke. Bemærk indgangshullet for det første skud.

Oryxen blev halet på vognen og bragt til slagtehuset som ligger ved Lion Lodgen. På vejen hjemover var vi som sædvanligt på udkig efter Eland og sjakaler. Vi kørte i et hjulspor med tæt bevoksning på begge sider. Pludselig peger Annie på et dyr som hun tror er en steinbook men, som Kiepie siger er en grey duiker. Kiepie er helt vild og beder Annie om at gøre sig klar. Vi stopper bilen et stykke fremme hvorpå Annie og Kiepie bevæger sig tilbage langs sporet. Annie lægger an og skyder duikeren på kort hold. Det viser sig at netop duiker er et sjældent dyr på dette revir, der er kun nedlagt 2 af slagsen tidligere og det var årsagen til Kiepies ophidselse. Duikerens opsats var ca. 8 cm. hvilket er til en guldmedalje. En düiker er på størrelse med en dansk råbuk og vejer 15 til 21 kg. Nu kan det sku snart være nok, Annie får ram på alle de flotte dyr medens jeg, sidder på bilen og udskriver checks. Spøg til side, det er helt ok, jeg fik jo alle dyrene sidste år.

                                                         Annies flotte duiker

Dagene gik og vi var stadig på udkig efter en eland-tyr, vi så som sædvanligt flere flokke af eland-køer men desværre ingen tyre, det virkede nærmest somom tyrene, var ikke eksisterende. Om fredagen, den 1. august, var vi efterhånden ved at blive nervøse over, om det overhovedet ville lykkes os at finde en eland-tyr, og vi blev enige om, at jeg skulle afskyde en meget stor kudu-tyr som vi havde observeret flere gange i et bestemt område. Sidste år fik jeg en flot kudu men, denne kudu var betydeligt større. Om eftermiddagen, på vej tilbage til lodgen, fik Annie øje på et mindre dyr som stod og slørede sig  i buskadset på højre side af sporet. Ved nærmere undersøgelse, konstaterede Kiepie ,at det var en af de impalaer som konsortiet godt ville have afskudt, det var en af dem som vi ihærdigt forsøgte at komme på skudhold af sidste år. Vi fortsatte lidt frem, Annie og Kiepie stod af bilen og de begyndte at pürsche sig frem mod impalaen. Annie afgav et skud på tæt hold, kuglen sad godt, men dyret forsvandt ind i det tætte buskads. Nu begyndte en lidt vanskelig eftersøgning. Heldigvis, kom der en tracktor med anhænger og 8 lokale arbejdere forbi. Arbejderne blev sat på opgaven og efter en halv times tid blev impalaen fundet forrent.

                Annies Impala. Igen har Annie placerer sin kugle perfekt

                                                                                   Eftersøgningsholdet

Lørdag morgen landede Kiepie med sit ultra lette fly på den lille air-strip tilhørende lodgen. Nu skulle vi op og eftersøge elandflokke fra luften. Det var et ganske lille fly, jeg sad på et forhøjet sæde bag ved Kiepie og havde et fortrinligt udsyn. Vi kredsede rundt i store cirkler væk fra lodgen og observerede også en større elandflok. Flokkens position blev registreret for senere brug men, det er ikke sikkert at flokken stadig befinder sig på samme position når vi når frem i jagtbilen idet, dyrene bevæger sig meget. Efter en lille times tid lagde vi an til landing, jeg stod af hvorefter Kiepie fløj sit fly tilbage til sin farm som ligger uden for reviret. Det var en meget spændende tur og jeg er Kiepie meget taknemmelig for at han gav mig den oplevelse, det er ikke normal procedure at PHen stiller fly til rådighed.

                                         Lodgen set lidt fra oven. Det er vores hytte længst til højre

                                                                     Der lægges an til landing

                                                          Som det ses, er det et ganske lille fly

Efter at Kiepie havde landet sit fly på sin farm, vendte han hurtigt tilbage til lodgen med jagtbilen. Nu skulle vi ud og opsøge den store elandflok som vi havde observeret fra luften. Vi fandt også flokken men, der var desværre ingen stor tyr iblandt. Vi kørte rundt i det område hvor vi flere gange havde set den store kudu. Pludselig så vi kudutyren og dens gemalinde stå et stykke inde i buskene på højre side af hjulsporet. Bilen blev standset og Kipie og jeg stod af. Vi pürschede os langsomt ind på dyrene som godt vidste at vi var på sporet af dem. På et tidspunkt stod tyren stille under et stort træ ca. 80 meter fra hvor vi stod. Tyren stod med bringen til og så i vores retning . En kudu er, i forhold til sin størrelse og vægt, et meget smalt dyr men, jeg besluttede at jeg ville skyde idet jeg følte at jeg havde "gode ben" og afstanden var forholdsvis kort. Jeg stod under et træ med nedhængdende grene, lagde an og afgav et skud, Swift A-frame, kuduen sank sammen i knæene og ligesom væltede lidt til venstre hvor på den fortsatte i løb ind i buskadset.

Både Kiepie og jeg var overbeviste om at kuduen var blevet ramt med en god kugle. Vi bevægede os langsomt frem mod anskudsstedet og begyndte at lede efter blodspor. Vi ledte og ledte, Annie og Verner blev også sat på opgaven med at lede. Vi udvidede eftersøgningsområdet og vendte flere gange tilbage til anskudsstedet dog uden at finde hverken blodspor eller kudu. Det skal siges, at underskoven er så tæt på denne årstid, at det er muligt at passere et så stort dyr som en kudu på få meters afstand uden at opdage dyret.

Pludselig kan jeg høre at Kiepie kalder på mig, jeg lokaliserer lyden til at komme fra anskudsstedet og bevæger mig hurtigt tilbage, jeg tror selvfølgelig at Kiepie har fundet kuduen. Da jeg kommer frem, peger Kiepie på et punkt ca. 3 meter oppe i stammen på det træ hvorunder kuduen stod da jeg afgav mit skud. Det er tydeligt at et projektil er gået ind i træet. Hvordan kan jeg ramme så meget ved siden af, det kan sku ikke passe, også Kiepie er overbevist om at det ikke er mine skydefærdigheder der er noget galt med, har jeg mon stødt sigtekikkerten ?. Kiepie og jeg går tilbage til det sted hvor jeg stod da jeg afgav skuddet. Efter nogen søgen på jorden samler Kiepie en lille grøn kvist, ca. 1 mm i diameter, op og kigger op på grenene over vores hoved. En af grenene manglede den lille kvist som Kiepie havde fundet på jorden. Der er sket det, at jeg i sigtekikkerten ikke har observeret nogen forhindringer, men da kikkerten sidder ca. 50 mm højere end riffelløbets munding og kvisten har været tæt på så, har den lille kvist været ud for mundingen i skudøjeblikket hvilket igen har slået kuglen ud af sin bane. Så lærte vi det, man skal være sikker på at kuglebanen er helt fri. Kiepie sagde, at han fra andre PHer havde hørt om fænomenet men, at han ikke selv havde oplevet det før nu.

Annie og jeg havde ytret ønske om, hvis det var muligt, at se den løveunge som vi var med til at fange sidste år. Søndag morgen kørte Kiepie, Kiepies søn Jan Adam, Annie og jeg til det løverefugie hvor "vores" løve var kommet i pleje. Der var 8 løver af forskellig alder, nogle af dem var meget store men, vores løve var den mindste selvom den virkede kæmpe stor. Guiderne på stedet sagde, inden vi gik frem til løveindhegningen, for ikke at ophidse løverne, at vi skulle løfte Jan Adam, 7 år, op så han virkede ligeså stor som vi andre. Løverne vil altid koncentrere deres jagtinstinkt om det mindste bytte.

                                                          Det er "vores" løve den lille i midten

I dag var det sidste jagtdag så nu var gode råd dyre. Efter vort løvebesøg kørte vi tilbage til lodgen for at afhente vores våben og skifte bil. Vi havde opgivet at finde en elandtyr så nu koncentrerede vi os om at finde den store kudutyr som jeg forgæves havde skudt på igår. Pludselig stod den dèr ca 70 meter fra hjulsporet. Vi kørte lidt frem, stod af bilen og bevægede os forsigtigt tilbage af sporet. Kuduen stod med front til imellem 2 træer. Jeg havde dagen før monteret mit micro Aimpoint på riflen og havde besluttet at jeg ville prøve Lapua Mega i min magnum riffel. Jeg sigtede på det sted hvor halsen går over i bringen og afgav skuddet. Kuduen gik ned som et fældet træ. Vi spurtede frem og fandt kuduen meget stærkt blødende fra et indgangshul i halsen. Efter kort tid udåndede kuduen og vi gik igang med at brække dyret. Pludselig kunne vi tæt på høre kuduens gemalinde kalde på på tyren. Det var ret ubehageligt og jeg blev faktisk ked af det, jeg bliver nok aldrig en rigtig jæger.

                                                   Jeg synes at det er et meget smukt dyr på hele 54"

Ligesom sidste år, har det været en perfekt jagtrejse til Etosha Heights Game Safaris. Opholdet i den lækre bungalov på Safari Lodge samt forplejningen og betjeningen skal opleves. Tana og Andrè samt hele personalet skal have stor ros for at gøre opholdet til en oplevelse i sig selv. Kiepie vores PH skal have en speciel tak for, at gøre alt hvad der var muligt for at vi skulle finde en stor elandtyr. At det ikke lykkedes, må skyldes at elandtyrene måske er klogere end som så. Selvfølgelig havde Kiepie gerne set, at jeg havde skudt nogle flere store dyr men, jeg er en principfast person der ikke vil skyde på dyrene bare for at skyde, for der har ellers været masser af muligheder. Både sidste år og i år har vi, når vi kørte rundt i området, observeret en hel del steinbooks på meget korte afstande som, tilsyneladende tror at de er usynlige derfor, har jeg besluttet at jeg næste gang vil medbringe min jagtbue og prøve at nedlægge en flot steinbook og eventuelt en duiker.

Jeg kan på det varmeste anbefale læsere af mine 2 rejsebeskrivelser selv at opleve jagt i Namibia.

Dagene offroad i bushen:

                                                            Karavanen gør holdt i bjergene

Fortsættes, der arbejdes på sagen.