SØKABLER

 

 

 

 

 

 

 

 

Solnedgang ombord i "Henry P.Lading" under udlægning af søkabel ved Bornholm.

 

Betegnelsen søkabler omfatter både elektriske kabler- og telekabler.

Telekabler kan lægges over meget store afstande og på meget dybt vand, krydsende de store verdenshave, og forbinder typisk kontinenter med hinanden.

Elektriske kabler kan kun lægges over kortere afstande og forbinder typisk øer og landsdele med strøm fra områder hvor nettet muligør videreforsyning. Elektrisk strøm eksporteres også imellem lande som ligger tæt ved hinanden feks. Danmark - Norge - Sverige og Tyskland.

Dette kapittel omfatter kun udlægning- og reparation af elektriske søkabler og fleksible rør. Udlægning af fleksible rør foregår på samme måde som udlægning af søkabler.

Kablerne udlægges normalt af specielle fartøjer med en stor drejeskive på dækket hvorpå kablet er påspolet, men også mindre fartøjer med et større åbent dæk kan anvendes til såvel, udlægning af kortere kabler påspolet en kabeltromle, som reparation.

Søkabler skal være stærke og 100% vandtætte og er derfor specielt fremstillede med vandtætte kapper og udvendige armeringstråde. Kablerne kan være af forskellig type, olietrykskabler eller tørkabler, med een eller flere ledere, og de kan have forskellige tværsnit runde eller ovale. De tungeste kabler er olietrykskablerne som, for de størstes vedkommende, kan veje op til 50 kg. pr. meter.

Efter udlægning nedgraves kablerne i havbunden. Før i tiden blev kablerne kun nedgravet i landingerne(de steder hvor kablet føres på land), men i nyere tid er det blevet almindeligt at nedgrave kablerne i hele deres længde. Nedgravning er nødvendig for at beskytte kablet mod skibsankre, fiskeredskaber, skibe der går på grund og isgang ved kysterne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Billedet viser et typisk kabeludlægningsfartøj. Bemærk tanken midtskibs hvori kablet opbevares. Agter ses udlæggerhjulet som kablet har en tørn omkring inden kablet går i søen.

 

 

 

 

 

Udlægning

Tegningen viser i store træk forløbet under udlægning af et søkabel.

Kablet udlægges altid i en forudbestemt linie (trace) som er undersøgt for forhindringer og havbundsbeskaffenhed. Der bruges satellitnavigation, Differential GPS, med stor nøjagtighed under udlægningen. Kablets position på havbunden bliver løbende logget således, at man til enhver tid og på et hvilket som helst sted kan finde kablet igen også selv om det er nedgravet.

Kabelskibet fastholdes ved pos. 1. medens kabeltampen, liggende på flydelegemer, trækkes i land. Når kablet er trukket så langt op i land som ønsket, gøres tampen fast og flydelegemerne bjærges ombord i kabelskibet.

Kabelskibet bevæger sig nu mod den anden kyst pos. 2., nærmere bestemt til det sted, hvor den anden tamp af kablet skal ilandføres. Under udlægningen er det selvfølgelig muligt at lave forudbestemte bløde drej og kursændringer.

Ved ankomst til den anden kyst pos. 3., stoppes der op og det beregnes hvor meget kabel der skal bruges for at nå op til det ønskede punkt i land. Kabelskibet ændrer kurs og bevæger sig nu, medens kablet bliver lagt af på flydelegemer, parallelt med kysten frem til det punkt, hvor det er beregnet at kablet skal skæres over.

Når kablet er skåret over og tampen gjort vandtæt, trækkes tampen, af det nu flydende kabel, i land ved hjælp af en motorbåd og et landspil. Efterhånden som kablet trækkes i land stryges flydelegemerne i selve landingen. Når kabeltampen er trukket op hvor den skal være, stryges de resterende flydelegemer udefra og indefter medens der holdes træk på landspillet. Flydelegemerne bringes løbende ombord i kabelskibet.

Kablet er nu udlagt klar til at blive nedgravet og en ROV kan eventuelt udføre et "as laid survey".

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Under udlægningen, skal man være opmærksom på at der hele tiden holdes et forud beregnet træk i kablet og at udlægningshastigheden er afpasset til kabelskibets fremdrift.

Der efterlades normalt et bundtræk i kablet der svarer til ca. 300 kg. hvilket, giver en passende kædelinie og det beregnede "touch down" punkt agten for kabeskibet opnås. I beregningerne indgår selvfølgelig kablets egenvægt i vand og den varierende vanddybde.

Hvis kabeludlægningshastigheden er større end kabelskibets fremdrift kan kablet ødelægges ved at kablets bøjningsdiameter bliver for lille.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Flydelegemerne klar på agterdækket af "Henry P. Lading", bemærk det store udlæggerhjul i baggrunden og til højre i billedet ses drejeskiven med påspolet søkabel.

 

Tampen af kablet er netop trukket i land og dykkerne stryger flydelegemerne i landingen efterhånden som kablet trækkes op på kysten. Kablet forbinder Bornholm med Sverige ved Sandhammeren. Kablet blev lagt i sommeren1980. På billedet ses Svend O. Olsen, NKT, og Torben Agner iført våddragt.

 

 

 

 

 

 

 

 

I marts måned 1982 udlagde vi et NKT kabel ved byen Shandi i den nordlige del af Sudan. Kablet skulle krydse Nilen og var et Danida projekt. Det var noget af en oplevelse at køre med lokalbus fra Khartoum til Shandi. Bussen var udover passagerer lastet med høns, kyllinger og får. Hvordan chaufføren fandt vej må guderne vide, for der var ingen veje, vi kørte direkte ude i ørkenen uden kompas. På billedet til højre ses den lokale færge, det var et gammelt landgangsfartøj fra anden verdenskrig. Lige netop dette fartøj chartrede vi som kabeludlægningsfartøj.

 

 

 

 

 

 

 

På billedet til venstre ses kabeltromlen blive løftet ombord i landgangsfartøjet. Kabeltromlen var, sammen med vort dykkergrej, sendt med skib til den nærmeste havneby, Bur Sudan, og videre med lastbil. Kablet blev løftet ombord på østsiden af Nilen medens selve udlægningen skulle starte på vestsiden. På billedet ses transporten over floden.

 

 

Nedgravning

Efter udlægning af kablet skal det nedgraves i havbunden. For optimal beskyttelse, nedgraves kablerne normalt til en dybde på 70 til 80 cm. under normal havbund og den gravede/spulede rende tilstræbes gjort så smal som muligt.

Om nedgravning/nedspuling til 70-80 cm. er dybt nok kan diskuteres, men generelt vil nedgravning i hård havbund efterladende en smal rende give en bedre beskyttelse end nedgravning i løs havbund efterladende en bred rende.

Afhængig af havbundens beskaffenhed, er der flere forskellige metoder som kan anvendes:

Nedgravning i hård havbund som feks. kalk og kridt kræver en stor tung maskine som kan trække en svær kæde med tænder der "gnaver" havbundsmaterialet løs og samtidig transporterer materialet op- og væk fra renden. Kablet samles op af maskinen foran denne og styres ned i den gravede rende bag ved maskinen. Maskinen som kører på bælter, efterlader en meget smal rende med lodrette sider, vejer let op til 35-50 tons. Fremdriften er elektrohydraulisk og på alle væsentlige steder er der anbragt lys og TV-cameraer. Betjeningen af denne type maskine kræver, udover et større personale, incl. dykkere, et stort overfladefartøj, med et passende løftearrangement, som kan arbejde på dynamisk positionering. Kædegraveren, som her beskrevet, blev brugt til nedgravning af Contec-kablet hvor, havbunden over lange distancer bestod af kalksten.

Nedgravning i blød havbund, her tænkes specielt på sandbund, foregår ved, at kablet nedspules ved hjælp af et håndholt spulerør eller, over længere distancer, en spulemaskine som er forsynet med flere spuledyser hvoraf nogle af dyserne bliver brugt til fremdrift af spulemaskinen. Spulemaskinens, som kører oven på kablet, bliver holdt i position over kablet af 2 førerarme forrest på maskinen hvor der også er monteret lys og TV-camera. På maskinens underside, er der monteret flere skråtstillede dyser som spuler ned i havbunden på hver side af kablet. Efterhånden som maskinen bevæger sig frem over kablet, synker kablet ned igennem blandingen af vand og fritspulet sand. Ca. 40 til 50 meter bag ved maskinen er kablet sunket ned til sin endelige nedspulingsdybde og renden er ca. 70 % sandfyldt. Maskinen kan betjenes af et mindre overfladefartøj med store pumper- og dykkere ombord.

Hvis havbunden består af sten og der ikke kan graves, er det nødvendigt at udlægge betonmadrasser over kablet. Kunsstof madrasser rulles ud over kablet hvorefter madrasserne pumpes op med beton. Den enkelte madras, som er ca. 10 meter lang og ca. 3 meter bred, består af mange celler og er forsynet med en fyldestuds i det ene hjørne hvor slangen fra betonpumpen tilkobles. Madrasserne, som i store træk ligner en almindelig luftmadras, lægges i forlængelse af hinanden oven på kablet. Beskyttelse af kablet er ikke optimal idet, et drægende skibsanker let kan løfte madrassen væk og få fat ikablet. Et større fartøj med betonblander- og pumpe samt dykkere er nødvendig.

Ovennævnte tre nedgravnings metoder blev bla. brugt til beskyttelse af Contec-kablet i 1995. Kablet fremstillet af NKT, forbinder Danmark med Tyskland imellem Gedser og Warnemünde.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Spulemaskine, som beskrevet ovenfor, i arbejde på Sprogø kablet september 1989.

 

 

Reparation

 Fra tid til anden, sker det at et søkabel bliver beskadiget af skibsankre eller fiskeredskaber. Skaden kan medfører at der kommer vand ind i kablet med kortslutning til følge. Ofte observeres en skade også ved, at olietrykket i et olietrykskabel falder fordi olien trænger ud i vandet igennem lækagen.Under alle omstændigheder er det behæftet med store omkostninger at et søkabel bliver sat ud af drift. Kablet skal repareres og drifttabet kan være enormt.

Når skaden er sket, skal kablet repareres så hurtigt som muligt og et kabelskib bliver mobiliseret. Dykkere bliver I forvejen sendt afsted for at finde- og markere skaden på kablet. Skaden bliver markeret med en bøje til overfladen og eventuelt bliver det nødvendigt for dykkerne at frispule kablet over en længde som gør det muligt for kabelskibet at løfte kablet på dæk uden at kablet, med vold, skal trækkes op af havbunden.

Ved ankomst, opankres kabelskibet i sit bovanker med agterenden ved markeringsbøjen og 6 varpankre udlægges med et ankerhåndteringsfartøj. 2 varp lægges forefter i ca. 45 grader eet til hver side, 2 varp lægges agterud i ca. 45 grader eet til hver side og 2 sidevarp lægges ud parallelt med kablet eet til hver side. Ved udlægning af varp som krydser kablet er det vigtigt, at man sikrer sig at kablet ikke bliver berørt af varpwiren. Det er vigtigt at, varpwirerne er lange og stærke og at ankrene er af en type med optimal holdekraft, Danforth, Delta Flipper eller Bruce. Ankersystemet skal, selv under dårlige vejrforhold, kunne fastholde kabelskibet i position.

Varpankrene bliver lagt så langt ud, at kabelskibet kan forhale så langt sidelæns at der er plads til at isplejse et nyt stykke kabel af mange meters længde.

Når kabelskibet ligger i position over skaden går dykkerne vandet for at slå en løftestrop på kablet. Afhængig af vanddybden, er det ofte nødvendigt at dykkerne skærer kablet over på havbunden,overskæringen sker ofte med en speciel hydraulisk saks. Når kablet er skåret over, løftes den ene kabeltamp på dæk. Skibet forhaler sidelæns, ind under kablet, så langt, at man er sikker på at kablet ikke indeholder vand. På dette sted skæres kablet over og montørerne lukker tampen vandtæt hvorefter, tampen igen bliver lagt i søen. Skibet forhaler nu sidelæns til den anden side medens den anden kabeltamp bliver trukket på dæk. Også her underløbes kablet så langt, at man er sikker på at der ikke er vand i kablet. Kablet skæres nu over og montørerne kan begynde deres arbejde med at isplejse et stykke reparationskabel (første splejs).

Når første splejs er udført, forhales skibet sidelæns mod den anden kabeltamp som ligger på havbunden. Under forhalingen, stikkes der ud på reparationskablet medens der hales  hjem på ophalerwiren monteret i kabeltampen. Der forhales så langt at man er sikker på at den første splejs (muffe) ligger an mod havbunden. Når den anden kabeltamp er på dæk, påbegynder montørerne isplejsning af reparationskablet til den anden kabeltamp, (anden splejs).

Når begge splejse er udført, skal kablet lægges tilbage i søen og det er meget vigtigt at nedlægningen foregår uden at der kommer træk i de nye muffer. Hvis længden af det indsplejsede reparationskabel er så lang, at begge muffer kan ligge an mod havbunden, uden belastning, selvom der tages løft midt på reparationskablet, forhales skibet til siden, kablet underløbes. Når skibet er midt på reparationkablet,der ligger nu en muffe på hver side af skibet, monteres et løfteåg til kablet og der tages løft på dette.

Selve nedlægningen foregår ved, at skibet langsomt forhales forefter samtidig med at der slækkes på kranwiren som har fat i løfteåget. Det er af yderste vigtighed at der hele tiden er træk på løfteåget for at forhindre at kablet pludselig drejer og laver en tørn. Operationen udføres bedst hvis en dykker følger løfteåget hele vejen til havbunden. Når løfteåget ligger an mod havbunden, frigør dykkeren åget fra kablet og åget bjærges.

Hvis reparationskablet er kort, er det nødvendigt at montere løfteåget på det gamle kabel. Det gamle kabel underløbes indtil anden splejs ligger an mod havbunden, begge muffer ligger nu på havbunden på samme side af  skibet. Løfteåget monteres til kablet og resten af proceduren er som ovenfor beskrevet.

Kabelskibet kan nu bjærge alle sine varp og igen, skal man være sikker på at varpwirer eller ankre ikke berører kablet. Dykkere kan nu nedspule kablet til samme dybde som det oprindelige kabel.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

NKT montører splejser olitryksfladkabel. Vestmanna Øerne, Island, 1990.

 

Reparationskabel på tromle ombord i "Henry P. Lading".

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kinke på fleksibelt vandrør. Kinken opstod da nogle af flydelegemerne, som bar røret, på grund af meget kraftigt tidevand, faldt af under udlægningen. Røret forbinder New Forest, ved Southampton, med Isle Of Wight, England.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I 1987 blev der i Thailand udlagt et NKT-søkabel imellem øen Kho Samui og byen Khanom på fastlandet. I spulbare områder blev kablet efterfølgende nedspulet ved anvendelse af en spulemaskine som ovenfor beskrevet.

I enkelte områder, var havbunden ikke spulbar og i disse områder blev kablet i 1988 overdækket med sandsække. 4 danske- og 4 thai dykkere var beskæftiget i ca. 2 måneder ligesom der var indchartret 3 lokale fiskefartøjer hvoraf, det største blev brugt som dykkerfartøj medens de 2 mindste fartøjer blev brugt til ankerhåndtering.

Fotografiet til højre viser en thai-dykker iført Dräger PL 70 dykkerudrustning med AGA maske.

Tilbage til "Forsiden"