SPRÆNGNING

    Kalø Vig                                                                                                Malta

 

 

 

 

 

 

  

Fragmex ladninger bringes til detonation i Ramla Bay.

Torben Agner undersøger 500 kg. flybombe fra 2. verdenskrig

M/S "Regina"

 

 

 

I efteråret 1970 lå M/S "Regina" , ex. Bornholmer færgen M/S "Heimdal", langs kaj i Nakskov for ophugning. Havbunden inde ved kajkanten skrånede udefter. Det første som ophuggerne fjernede, var alle ting som var fremstillet af messing og kobber. Alle koøjer var fremstillet af messing og således også koøjerne i de nederste yderste kamre. Efter at koøjerne var blevet afmonteret, blev det på et tidspunkt så lavvandet at skibet stillede sig på havbunden. På grund af den skrånende havbund, kæntrede skibet så meget at der løb vand ind igennem de huller hvor de nederste koøjer havde været monteret. Skibet var således sunket og lå med slagside væk fra kajen.

Svitzer indgik en aftale med ophuggeren om at ophugge resten af skibet. Jeg selv og 4 mand, dykkerbåden "Skræp" og lægter "Jarl" med løftegrejer, samt nødvendigt skæreudstyr og sprængningsgrej blev mobiliseret og vi gik igang med at skære alt over vandet af med gasbrændere.

 

 

 

 

 

 

 

 

På et tidspunkt, nåede vi til det punkt hvor der skulle skæres under vandet og undervandsskæreudstyret blev taget i brug. I skibets bundtanke var der indstøbt beton med logpropper og det var derfor umuligt at skære i. Det blev derfor besluttet at sprænge tankene fra den udvendig side med "retningsbestemte" ladninger. Fotografiet ovenfor til venstre viser 5 stænger 22 mm dynamex samt et 22 mm plastrør lukket vandtæt i begge ender. Det var ikke den optimale skærevirkning ladningen havde men den var bedre end ingenting. Fotografiet til højre viser 20 ladninger hver bestående af 5 enkeltladninger, som fotografiet til venstre, indbyrdes forbundet med detonerende tændsnor pakket ind i plastic. Hver ladning var således på 2,5 kg.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Pressebilledet ovenfor viser den første sprængning hvor der blev anvendt 2,5 kg. sprængstof. Som det ses, rykkede det godt i skibet og sprængningen havde den ønskede virkning. Vi fortsatte nogle sprængninger endnu intil ophuggeren, som havde kontorer på den anden side af kajen, kom og meddelte mig at hans hus var ved "at falde sammen". Jeg gik med ind på kontoret og det så sku ikke for godt ud.

Vi stoppede med sprængningerne og fortsatte, under vandet, at skære med skæreelektroder og thermiske lanser. Vi var nu nået ind i januar 1971 og der blevet gjort status over situationen.Det blev konkluderet, at opskæring af et skibsvrag under vandet er en meget tidskrævende, næsten umulig, operation og da vi stadig havde flere måneders arbejde forude blev det besluttet, at kontrahere med en flydekran som skulle fjerne resten af vraget.

Skibet blev skåret over i 3, vægtmæssig ca. lige store stykker og kranen kunne nu gå igang med at skære løftestropper under vraget og tage løft. Pressebilledet til højre viser flydekranen løfte den agterste sektion. De 3 stykker blev sat af på land på ophuggerens arbejdsplads

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

M/S "Link One"

Først i halvfjerserne, fik vi til opgave at sprænge vraget af det engelske skib "Link One" som lå sunket syd for Gedser. Vraget lå på en position midt i den nylig planlagte T-rute igennem danske farvande. T-ruten er en rute som skibe med stor dybgang kan følge fra Skagen til Østersøen. Vanddybden over "Link One", som lå på siden med bagbord side mod havbunden, reducerede imidlertid denne dybde med ca. 1 meter og det var derfor nødvendigt, over et begrænset område, at bortskære eller sprænge en del af skibets styrbord side bort.

Vor erfaring med at skrotte skibsvrag, eller dele af vrag, var ikke gode jævnfør ovenfor. Sprængning på traditionel vis, med sprængladninger inde i varget, ville kun gøre situationen værre idet, eksplosionsstrykket ville lukke vraget op med det resultat, at vanddybden over vraget ville blive endnu mindre end den var og at vi så alligevel skulle igang med skæreudstyr.

Ved dykkerundersøgelse af vraget, viste det sig at lugerne var åbne og at dele af ladningen, papirballer, var faldet ud af lasten og nu lå på havbunden. Forannævnte gjorde, at der var rigelig med "luft" imellem den resterende ladning i lastrummet og skibets indvendige styrbord side. Jeg fik den ide, at det måtte være muligt at sammenpresse skibet på de steder hvor vanddybden skulle forøges.

Ved at sprænge store ladninger placeret på skibets styrbord side ville skibsiden blive påført en acceleration der der var så kraftig at skibsside og spanter ville få en permanent bøjning ned mod havbunden (skibet ville blive presset sammen). Det var imidlertid meget vigtigt, at ladningerne blev anbragt og detoneret på skibssiden oven på spanterne og ikke bare på selve skibssiden, hvor ladningerne bare ville skyde huller. Ved at placere ladningerne som nævnt, ville spanterne "trække" skibssiden med sig ned.

Jeg har ingen fotografier fra operationen men jeg har prøvet at lave tegninger der viser hvordan vi udførte arbejdet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Øverste tegning til højre viser "Link One" liggende på siden. Ved brug af en loddeline blev det fastslået i hvilket område skibet skulle sammentrykkes for at tilvejebringe 21 meter vand over vraget.

Tegningen i midten viser skibet liggende på bagbord side mede en del af papirballerne liggende på havbunden og -kasserne med sprængstof.

Nederste tegning viser hvordan ladningerne blev placeret oven på spanterne.

Vi anvendte hele kartoner med 22 * 200 mm. Dynamex M patroner. Sprængstoffet er plastisk og den enkelte patron er rullet ind i olieret papir. Hvert karton indeholdt 24 kg. Dynamex.

Det er en dyr måde at sprænge vrag på, men alternativet ville være, at bruge gammelt, måske suspekt, sprængstof fra miner og bomber etc. som dels ville være vanskeligt at placere ordentligt uden på skibssiden og samtidig ville være vanskeligt at få fat i.

Den øverste midterste patron i hvert karton blev forsynet med en momentan elektrisk VA sprængkapselm og virkede således som booster for de andre patroner. Detonatorerne i samtlige kartonerne i samme salve blev serieforbundne og dermed ville alle kartonerne detonere momentant.

Da patronerne i kartonerne ligger så tæt, at de har fysisk kontakt med hinanden, vil alle patronerne i kartonet detonere som følge af detonationsoverføring.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Som ovenfor nævnt, blev den øverste midterste patron i hver karton monteret med en detonator. Det er meget vigtigt at det lige netop er denne patron som detonerer først idet, detonationsforplantningen så virker fra oven og nedefter. Der sker det, at når tændpatronen detonerer så udvikler den et meget stort tryk som, delvis, forhindrer trykket fra de næste nedenfor liggende patroner i at detonere opefter, det virker som en slags fordæmning og ladningen bliver i teorien "retningsbestemt". Man kan selvfølgelig ikke høre de enkelte patroner detonere, men der går alligevel få tusindedele af et sekund før alle patronerne i kartonet er detoneret.

Vi brugte således elektrisk tænding, som er langt det sikreste, og til den ende, havde jeg indkøbt et tændapparat CI 15 VA  som kunne aktivere 15 stk. VA sprængkapsler i samme salve. VA sprængkapsler, som er vandtætte, kræver en meget høj tændimpuls og er derfor meget sikre når der skal sprænges under vanskelige forhold.

Ved første sprængning detonerede vi 12 kartoner Dynamex ialt 288 kg. Antændelsen af ladningen skete fra en gummibåd som lå ca. 75 meter fra sprængningsstedet, et tændkabel var rullet ud på havbunden og forbandt de 12 detonatorer med tændapparatet i gummibåden. En gummibåd er perfekt til en sådan opgave idet, luften  i pontonerne og -bunden absorberer trykbølgen fra detonationen.

Ved sprængningen blev der sendt en kæmpe vandsøjle 30 meter op i luften og efter ganske få sekunder blev vandoverfladen dækket af tusindvis af sølvglinsende sild som desværre var slået ihjel / slået bevistløse af trykket. Vi fik travlt med at skovle sild ind i gummibåden og sejle dem over til dykkerbåden hvor der stod folk klar til at rense fiskene inden fiskens blod og væsker trængte ind i fiskens kød. Når sildene var blevet renset, blev de lagt i saltlage i store tønder.

Medens vi således var beskæftiget med at fiske sild, kom hele den "tyske krigsmarine" sejlende for fuld damp. De havde hørt detonationen helt nede i Tyskland og skulle se hvad der var sket.

På grund af at vandet, der som følge af detonationen, var blevet meget usigtbart, kunne vi ikke dykke samme dag og vi måtte derfor vente til næste dag med at se resultatet.

Næste dag dykkede vi på vraget og konstaterede, at sprængningen havde haft den ønskede virkning, faktisk langt over forventning, men at det var nødvendigt at foretage en enkelt sprængning mere. Vi sprængte en enkelt salve på ca. 100 kg hvorefter arbejdet var udført tilfredsstillende.

Det var først min ide at bruge detonerende tændsnor, sortkrudts lunte og almindelige detonatorer til sprængningerne. Når detonatorer som skal antændes med lunte skal gøres vandtætte, stoppes de almindeligvis ind i et kondom som snøres godt til. Så en af de første dage gik jeg op på det lokale apotek i Gedser og rekvirerede 100 stk. kondomer. Ekspedienten, en ung kvinde, så på mig med et så mærkeligt blik, at jeg følte at jeg blev nødt til at fortælle at kondomerne ikke var til almindeligt brug, men at de skulle bruges til nogle sprængninger som vi skulle foretage ud for Gedser. Jeg ved ikke om hun troede på historien men jeg fik mine kondomer, jeg tror at hele lageret blev tømt, og bad hende sende regningen til Svitzer i København.

Da vi alligevel ikke skulle bruge kondomerne til sprængning, var der en af dykkerne som vidste hvad vi så kunne bruge nogle af dem til. Der blev indkøbt nogle pæne store hasselnødder, et 10 mm bor samt en dåse plastisk træ. Den mørke plet på nøddens skald, der hvor stilken har været, blev udboret med det indkøbte bor. Selve nødden blev forsigtigt skrabet ud og istedet blev der proppet et kondom ind i nødden hvorefter, hullet i nødden blev lukket til med plastisk træ. Vi har ofte senere, når vi havde party, serveret hasselnødder for de unge damer. At se deres udtryk når de knækkede nødderne og et kondom poppede op , det var alle pengene værd.

Historien med kondomerne blev endnu værre da Svitzer modtog regningen fra apoteket i Gedser. De unge damer i bogholderiet var godt klar over at dykkerne var på et eller andet job i Gedser, men de var ved at besvime da den famøse regning dukkede op til betaling. Det blev diskuteret om vi "dykkerne" var rigtig kloge og virkelig troede, at Entreprisen (Svitzer) ville betale for vore seksuelle udskejelser. Det var først da jeg på et senere tidpunkt var på kontoret og pigerne kom med diverse hentydninger at jeg fik forklaret den rette sammenhæng.

Den sidste "glæde" vi havde af kondomerne var, da vi nogle år senere var i Brasilien for at slukke en skibsbrand. En af dykkerne havde åbenbart gemt en del af kondomerne og medbragt dem til Brasilien, hvilket jo var meget fornuftigt, men de var i den forløbne tid blevet så gamle og møre at rammen faldt af ved almindeligt brug.

Tilbage til "Forsiden"