Ulykken der ændrede alt:

Indledning:

Jeg ved ikke rigtigt hvorfor jeg skriver dette afsnit, men jeg har igennem de senere år konstateret at min ulykke, med den efterfølgende nedtur, har været et emne som har interesseret en hel del mennesker. Jeg har tidligere ikke rigtigt haf lyst til at tale om emnet, men nu ved overgangen til folkepension finder jeg, at jeg frit -og ucensureret kan fortælle om denne for mig  -og Annie meget svære periode af vort liv.

Jeg vil dog først prøve at fortælle lidt om mig selv som, måske, kan forklare hvorfor jeg er blevet den person jeg er.

Allerede som barn tog jeg alle udfordringer op -og udførte halsbrækkende, farlige opgaver som jeg ofte blev påduttet af selv voksne mennesker. Da jeg senere i tilværelsen kom til at beskæftige mig med dykning, bjærgning og alle mulige maritime opgaver fik jeg efterhånden hos mine foresatte og senere, efter jeg startede egen virksomhed Agner Marine Consult, hos mine kunder skabt et billede af mig selv som den der blev ringet til når "lokommet brændte". Efter "Gunvor Mærsk" operationen blev jeg i visse kredse kaldt Danmarks svar på "Red Adair". Jeg levede vel med det man kan kalde et "Superman Syndrom". Efterhånden som jeg blev ældre blev det mere og mere vanskeligt at leve op til den selvskabte image -og andres forventninger, men jeg prøvede efter bedste evne.

Opgaverne kunne ikke blive vanskelige nok, men jeg klarede dem alle. Somme tider brokkede jeg mig hvis jeg fik for mange opgaver smidt i hovedet på en gang. Direktøren i et firma hvor jeg var ansat beklagede sig på et tidspunkt over at jeg kun kunne koncentrere mig om en opgave af gangen. Direktøren havde fuldstændig ret, men det var netop fordi jeg gik 100 procent ind for den enkelte opgave at opgaverne blev løst til alles tilfredshed.

Når der arbejdes på havet, undertiden under meget vanskelige forhold med risici for personskader -og eller tab af store værdier, er der ikke tid til det store diplomati eller hyggesnak, opgaven skal løses her og nu og når man har risiko og ansvar hængt på sin kappe så kan det ikke undgås at der ind imellem bliver kommanderet og talt med store bogstaver. Jeg blev sikkert af mange opfattet som en egenrådig arrogant skid, men det var der ikke noget at gøre ved, projektet kom i første række.

Efter at ulykken indtraf blev jeg, på grund af eftervirkninger af en meget kraftig hjernerystelse, kraftige smerter, samt de forhold vi måtte leve under, om muligt endnu vanskeligere at omgås og jeg takker Annie af hele mit hjerte for at hun holdt mig ud og gennemgik "lidelserne" uden at kny. Jeg er overbevist om at de fleste ægteskaber havde lidt skibbrud -og at jeg, hvis jeg ikke havde haft den psyke som jeg nu engang har ville være faldet på druk eller det der er værre.

Efter ulykken var det bemærkelsesværdigt at observere venners, bekendtes -og forretningsmæssige bekendtes reaktion. Nogle venner fik nærmest hvad jeg vil kalde berøringsangst -og det var helt tydeligt at de ikke rigtigt vidste hvordan de skulle tackle situationen, det var vi meget kede af. I min professionelle omgangskreds var der kun een person som med jævne mellemrum checkede op på min situation og det skal han have tak for.

 

Ulykken og skaderne:

På grund af mit arbejde på -og i havet, til tider meget risikobetonede arbejdsopgaver, har det altid været nødvendigt at holde min fysik i nogenlunde god stand. Måden jeg har gjort det på har primært været styrketræning med vægte og konditionstræning på cykel.

En eftermiddag i November 1993 var jeg således ude at køre på min mountain-bike og kørte på en cykelsti parallelt med Lyngbyvejen ved Gentofte Sø. Jeg var på vej til Gels Skov for at træne. Jeg var heldigvis behørigt påklædt med cykeltøj og cykelhjælm. Det skal lige siges at jeg den 1. januar 1988 havde startet et såkaldt "enkeltmandsfirma", der var kun mig selv ansat og var således selvstændig erhvervsdrivende.

Pludselig hørte jeg et kraftigt bump bag ved mig og ud af øjenkrogen observerede jeg en bil med stor fart, ca. 80 km. i timen, nærmede sig bagfra (bilen kørte også på cykelstien). Jeg husker ikke mere fra selve hændelsen men vågnede op på skadestuen på Gentofte medens personalet var ved at tage mit blodtryk. Jeg kunne høre at personalet undrede sig over mit blodtryk kun var 130 over 80. I et klart øjeblik fortæller jeg personalet at det er mit normale blodtryk og på forespørgsel fortæller jeg mit telefonnummer så de kan få fat i Annie. Jeg kan ikke huske om jeg på noget tidspunkt har været iført en nakkekrave, men mon ikke ambulancefolkene har givet mig en på under transporten til skadestuen ?. Da jeg er kommet nogenlunde til hægtern bliver sengen hvori jeg ligger rullet ud på gangen. Medens jeg ligger der, kommer der et par ambulancfolk forbi min seng og den ene siger "du har værte meget heldig, for normalt bliver mennesker der har været udsat for den type ulykker enten dræbt eller ender som en grøntsag", det var åbentbart de ambulancefolk som tidligere havde transporteret mig til skadestuen. Oven på denne besked følte jeg mig selvfølgelig både glad og lykkelig over at der ikke var sket mere med mig.

På et eller andet tidspunkt bliver jeg rullet ind på en stue hvor jeg skal ligge til observation indtil næste dag. Medens jeg ligger her, kommer Annie på besøg og ved studium af mine synlige skader fortæller Annie mig at venstre side af min hovedskal er enormt hævet og at jeg faktisk ser temmelig forslået ud hvilket, jeg efterhånden også kan mærke på smerter hidrørende fra næsten hele kroppen. Med jævne mellemrum kommer det lægelige personale ind og tager mit blodtryk og på et tidspunkt fortæller jeg en læge at jeg har helvedes ondt over det hele, lægen replicerer blot at "det vil blive meget værre i de kommende dage". Næste dags formiddag bliver jeg udskrevet fra hospitalet uden nærmere undersøgelser.

Jeg skulle sande at lægens bemærkning om at mine smerter ville blive meget værre kom til sin fulde ret. Jeg kunne ikke dreje hovedet på grund af smerter i nakken. Jeg havde enormt ondt i venstre side af brystkassen. Begge mine ben og fødder hævede op til ukendelighed og antog alle regnbuens farver. Jeg var enormt svimmel og kunne ikke rigtig holde balancen. Jeg kunne ikke strække mit højre ben helt ud. Jeg så så grim ud at selv min hund Thor, en stor riesen-schnauzer, var bange for mig. Jeg var dog stadig lykkelig over at der ikke var sket mere med mig og de "småskader" som jeg var blevet påført skulle jeg nok komme mig over, jeg skulle bare se at komme igang med min træning så skulle alting nok blive godt igen.

Inden ulykken, havde jeg accepteret diverse arbejder i Nordsøen både for NKT og Mærsk Olie Og Gas, men jeg måtte selvfølgelig beklage og melde afbud på grund af det kedelige uheld.

Da jeg havde ligget derhjemme i ca. 2 uger, havde jeg fået nok og sagde til Annie at hun måtte køre mig ind til træning så jeg kunne komme igang igen. Jeg kunne ikke uden støtte af Annie gå op ad trapperne til træningscentret. Under træningen havde jeg forfærdeligt ond, specielt i venstre side af bryskassen.

Efter 3 måneders sygefravær følte jeg, at nu måtte jeg se at komme igang med at arbejde igen, jeg havde ikke råd til at miste indtægterne. Jeg følte mig langtfra rask, var stadig svimmel og havde ondt i nakken, men alligevel så måtte jeg se at komme igang igen.

I januar 1995 blev der omsider, på Gentofte, taget røntgenbillleder af min hals og det viste sig at flere halsvhirvler i højre side var trykket sammen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kampen mod juraen:

Omkring den 1. marts 1994 begyndte jeg et længe planlagt arbejde for NKT. Jeg skulle lede nedgravningen af et søkabel som var blevet udlagt imellem Gedser og Varneünde i Tyskland. Arbejdet varede i ca. 9 måneder i hvilken periode jeg næsten ikke var hjemme. Jeg kan huske at jeg havde det meget skidt og set i bakspejlet var jeg også meget vanskelig at omgås på dette projekt.

Medens jeg var sygemeldt havde jeg taget kontakt til en advokat som skulle føre min sag for mig. Jeg havde mistet ca. kr. 300.000,- i indtægter i de 3 måneder jeg var sygemeldt. Sagen blev rejst -og ført mod bilens Ansvarsforsikringsselskab som det er kutyme i sager af den art.

Umiddelbart betalte forsikringsselskabet, uden at kny, erstatning for svie og smerte. Beløbet var minimalt idet taksterne er så små at de nærmest er latterlige, men sådan er loven på det område. Nu var den nemme del af erstatningsproblematikken overstået og først nu begyndte vanskelighederne.

Mit eget forsikringsselskab, hvor jeg havde en Familieforsikring samt en Heltidsulykkeforsikring betalte hurtigt erstatning for de effekter som var blevet ødelagt ved uheldet. Senere betalte mit forsikringsselskab også hurtigt erstatning for varige mèn.

I sagen om tabt arbejdsfortjeneste, de 300.000, havde både NKT og Mærsk Olie Og Gas dokumenteret rigtigheden af at jeg skulle havde udført nævnte arbejder for de 2 selskaber medens jeg var sygemeldt. Det var ikke nok for min modpart, det kunne ikke være rigtigt at jeg blev aflønnet med kr. 5.000,- om dagen, det svarede jo næsten til en advokatlønning. De 5.000,- var det jeg normat fik i hyre når jeg arbejdede offshore.

I det meste af 1995 arbejdede jeg for Mærsk Olie Og Gas med forskellige projekter i Nordsøen. Jeg havde det på dette tidspunkt lidt bedre men følte mig stadig ikke rask.

Tiden gik med skrivelser frem og tilbage advokaterne imellem. Jeg kunne bare stå på sidelinien og betragte slagets gang.

På grund af min alder, 55 år, blev jeg hvert 2. år lægeundersøgt og fik taget røntgenbilleder af lungerne til brug for fornyelse af mine dykkercertifikater etc. Lægeundersøgelsen blev også brugt til fornyelse af mit offshore sikkerhedscertifikat som er en nødvendighed hvis man skal arbejde offshore. Jeg var blevet undersøgt umiddelbart inden ulykken i 1993 og stod således for en ny lægeundersøgelse i slutningen af 1995.

Kort tid efter at jeg var blevet lægeundersøgt i 1995 blev jeg ringet op af dykkerlægen på Søværnets Dykkerskole, som på vegne af Søfartsstyrelsen, med beklagelse, måtte meddele mig at jeg på grund af de skader som jeg havde pådraget mig ved ulykken ikke kunne fortsætte med at dykke og at mine Erhvervsdykkercertifikater ville blive indraget. I røntgenlægens bemærkninger skriver han blandt andet "at de 4 brækkede ribben i venstre side var helet pænt op" så kan jeg bedre forstå jeg havde ondt når jeg trænede. Ovennævnte skader på hals og ribben burde vel være opdaget på Gentofte medens jeg lå på skadestuen ?.

Nu stod jeg pludselig der, uden mulighed for at fortsætte med det arbejde med dykkere -og offshore, som jeg elskede og som jeg altid havde beskæftiget mig med og uden mulighed for at tjene penge til de store udgifter som jeg havde i mit firma. Udgifterne skyldes præmier til nogle meget dyre professionelle forsikringer, samt udgifter til en ROV og dykkerfartøjet "Fyrholm" som jeg havde købt tidligere.

Nu var min sag ikke blot en sag om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, men også en sag om erstatning for tab af erhvervsevne og varige mèn. Man kan selvfølgelig sige at jeg bare kunne have fundet mig et andet arbejde etc. men det er ikke så let i en alder af 57 år med en så specialiceret baggrund. Det svarer mere eller mindre til at en luftkaptajn, som har fløjet i mange år, bliver grounded, hvem vil bruge ham -og til hvad ?. I alle andre arbejdsmæssige sammenhænge end det arbejde på havet som jeg var vant til følte jeg mig inkompetent og som en ren novice. Jeg søgte på enkelte stillinger som havde noget med havet at gøre -og som jeg mente jeg nok kunne klare, men fik aldig svar på ansøgningningerne. Man har måske ment at jeg var overkvalificeret ?.

I samråd med min advokat blev jeg nødt til at meddele mine forretningsmæssige kunder NKT og Mærsk Olie Og Gas at jeg ikke længere stod til rådighed idet, mine nødvendige certifikater var blevet indraget. Det var med stor sorg og mange frustrationer at jeg måtte acceptere at jeg ikke længere blev ringet op på alle tider af døgnet af kunder som ville bruge mine kvalifikationer til forskellige operationer. Der blev så stille, ja jeg kunne ligeså godt være død.

Tiden gik og trækket på kassekreditten blev større og større og da udsigterne til at tjene penge var ikke eksisterende besluttede Annie og jeg at vi blev nødt til at sælge huset i Gentofte. Annie havde i mange år fløjet som stewardesse men var på grund af de gode indtægter som jeg havde i mit firma gået over til at flyve på deltid. Årsagen var også, at med alt det jeg rejste og med alle de flyvninger som Annie havde, ville vi gerne have noget mere tid sammen. Der var perioder hvor vi timede det så vi kunne møde hinanden i Kastup Lufthavn på vej til eller fra arbejde.

I December 1996 lykkedes det os at få solgt vores hus med et overskud på ca. kr. 700.000,-. De 500.000,- blev straks båret ned i banken til afvikling af en kassekredit og der var således 200.000 tilbage som skulle række i et uvist antal år. Annie havde selvfølgelig sin indtægt som stewardesse men som deltids flyvende var den ikke ret stor.

Inden huset blev solgt var alt vort indbo blevet stuvet i en 20 fods container og kørt til opmagasinering hos et flyttefirma, det var forresten enormt dyrt. I December 1996 flyttede vi ned i dykkerskibet "Fyrholm". Januar og februar 1997 var enormt kolde og havnen var frosset til så det var skide koldt at bo ombord. Der var ikke bad ombord så hver gang vi skulle bade foregik det i Østerbro Svømmehal eller en sjælden gang hos bekendte. Vi kunne ikke få ferskvand på havnen da alle haner var lukkede på grund af den stærke frost så hver gang vi besøgte nogle bekendte havde vi 2 stk. 25 liters vanddunke med som blev fyldt med fersvand og senere påfyldt skibets vandtank.

Annie fløj som ovenfor nævnt på deltid men det måtte hun stoppe med fordi, hun ikke kunne bade og gøre sig pæn inden hun skulle møde til en flyvning. Vor dejlige hund Thor på 56 kg. var så stor, at han ikke kunne bæres ned af trappen til forkahytten. Han sov i styrehuset og var selvfølgelig meget ked af situationen. For at bøde lidt på Thors savn, indtog vi den første tid alle vore måltider i styrehuset. Det lykkedes efter nogen tid at få tilrigget diverse taljer og slidsker som muliggjorde at Thor kunne komme ned under dæk til sin elskede mor og far, jeg glemmer aldrig hans glæde første gang det lykkedes at få ham under dæk.

På et tidspunkt havde jeg fået nok af min advokat. Efter næsten 3 år kunne han stadig ikke huske navnet på mit firma og skrev ting til modparten som ikke var i overensstemmelse med virkeligheden. Det endte med at jeg krævede at læse korrektur på alle breve vedrørende min sag før de blev sendt til modparten. Jeg følte at advokaten havde så mange jern i ilden at min sag blev ordnet som et venstrehåndsarbejde og det ville jeg ikke finde mig i. Jeg måtte betale idioten kr. 30.000,- for at få udleveret sagens akter, mange af bilagene var originaler tilhørende Agner Marine Consult. Jeg overvejede på et tidspunkt at melde ham til politiet for selvtægt. Jeg kunne selvfølgelig have valgt at stikke ham et par flade, men det havde sikkert ikke fremmet min sag. Et andet problem med dette advokatfirma var, at jeg havde kontraheret med et bestemt advokatfirma -og en bestemt person som varetog min sag. Pludselig blev min sag overdraget til en anden -og tredie person i samme firma og det fremmer jo ikke ligefrem et godt resultat. Det værste var dog at min sag blev overdraget til et andet advokatfirma og det uden at jeg blev varskoet, jeg opdagede det ved at advokatens brevpapir havde fået et nyt hoved med et navn jeg overhoved ikke kunne genkende. Jeg blev rådet til at indklage advokaten til Advokatrådet, men jeg orkede det ikke, jeg havde ligesom nok om ørene.

I foråret 1997 tog jeg kontakt til advokatfirmaet Advokaterne, Store Torv 16 i Århus som angiveligt var specialister i sager af lige netop den slags som min sag efterhånden havde udviklet sig til. Nu kom der for første gang skred i sagerne. Allerede i løbet af sommeren blev modparten ved Københavns Byret dømt til at betale de ovenfor nævnte kr. 300.000,- som erstatning for tabt arbejdsfortjeneste samt sagsomkostninger.

Jeg skal lige nævne at jeg om sommeren i 1997 styrtede på min nye cykel og brækkede højre hofte. Annie var selvfølgelig meget bekymret for hvordan jeg skulle komme ud ombord i "Fyrholm" osv. og hun var allerede igang med at leje en campingvogn som kunne stå på kajen ved skibet. Der blev ikke brug for campingvognen for jeg kunne "sagtens" komme ombord ved hjælp af de af hospitalet aproberede krykker samt et tov fastgjort i en david som gjorde at jeg kunne svinge mig ud på dækket af skibet.

At fortsætte med at bo ombord i "Fyrholm" var uholdbart og ikke mindst for Annies skyld besluttede vi at købe en lille lejlighed på Ordrupvej, udbetalingen blev taget af de penge som jeg havde fået for tabt arbejdsfortjeneste. Vi flyttede ind i oktober 1997 efter næsten et helt år ombord i skibet. Annie påstår, at hun, da vi kørte forbi efter at hun havde hentet mig på Gentofte, havde vist mig lejligheden. Det kan jeg overhovedet ikke huske jeg må have været for dopet med morfin efter min hofteoperation.

For at få erstatning for tab af erhvervsevne skal sagens dokumenter tilligemed med adskillige lægeundersøgelser forelægges for Arbejdsskadestyrelsen til vurdering og bedømmelse. Arbejdsskadestyrelsen sidder således med nøglen til om en person skal ende helt i hundene. Jeg fandt selv frem til en specialist som, viste det sig senere, blev brugt af Arbejdsskadestyrelsen til lægelige udtalelser. Jeg blev også undersøgt af en anden specialist på Hvidovre Hospital.

Efter godt et år tid barslede Arbejdsskadestyrelsen med deres første bedømmelse som konkluderede at jeg havde en mèn grad på 5% og et erhvervsevnetab på 15%. Reglen er, at hvis mèn graden er 5 eller derunder -og hvis erhvervsevnetabet er 15 eller derunder så udløser det ingen erstatning. Det var helt hen i vejret jeg kunne jo dokumentere et erhvervsevnetab på 100%. Jeg har aldrig ført hørt om en så langsom -og inkompetent sagsbehandling som den Arbejdsskadestyrelsen benytter sig af, man skulle tro at det er en flok piccoliner som varetager ens sag og således afgør en families fremtid. Man kunne næsten ønske at sagsbehandlerne en dag selv kom i den situation at de havde brug for en positiv bedømmelse.

Tiden gik og både min nye advokat og jeg selv arbejdede hårdt for sagen. Jeg henvendte mig igen til den specialist som jeg var blevet undersøgt af første gang. Lægen sendte igen sin vurdering til Arbejdsskadestyrelsen og denne gang i et skrappere tonefald.

I 1998 blev det nødvendigt at sælge skibet "Fyrholm", min ROV og alt andet udstyr som økonomisk belastede vores noget anstrengte økonomi. Når tingene skal sælges, ja jeg vil nærmest kalde det under konkurs lignende omstændigheder, så sker det altid med store økonomiske tab.

I 1999 barslede Arbejdskadestyrelsen omsider med sin anden bedømmelse som konkluderede at jeg havde en mèn grad på 12% og et erhvervsevnetab på 50%. Nævnte bedømmelse skabte en del uro min advokat og mig imellem, hvor min advokat syntes at jeg skulle acceptere de 50% medens jeg selv ikke ville acceptere mindre end 65%. Sagen kunne således være sluttet her idet modparten ville acceptere den sidste bedømmelse fra Arbejdsskadestyrelsen. På grund af denne kendelse fra Arbejdsskadestyrelsen blev jeg tilkendt Almindelig Forhøjet Førtidspension fra Gentofte Kommune. Hvordan der kunne være den store forskel på de 2 bedømmelser fra Arbejdsskadestyrelsen, må guderne vide, der var jo ikke sket nogen ændring i min situation, men for mig var det et tydeligt tegn på inkompetence og ligegyldighed.

Nu var jeg blevet stædig. Jeg kunne jo dokumentere at jeg overhovedet ikke havde haft nogen indtægter siden 1995 og udsigterne fremover for at tjene penge var ikke eksisterende så jeg ville ikke lade mig spise af med 50%. I samråd med min advokat besluttede vi at sagen skulle for en domstol.

Sagen kom for Østre Landsret i sommeren 2000 hvor alle 3 dommere fandt at jeg skulle have 65% erstatning for tab af erhvervsevne. Erstatningen inklusive renter, at regne fra ulykkestidspunktet, kom til udbetaling i slutningen af 2000. Det havde således taget 7 år af mit liv at få erstatning for en hændelse som jeg var uden skyld i men som til gengæld fuldstændig ødelagde min fremtidige tilværelse. Jeg skal her nævne, at jeg aldrig i de mange år på -og i havet er kommet til skade under udførelse af mit arbejde, der har ellers været muligheder nok.

På grund af lovfæstede regler vedrørende størrelsen af erstatning for tab af erhvervsevne fik jeg kun erstattet ca. halvdelen af det som jeg kunne have tjent i forhold til hvis ulykken ikke var sket. Uden den kedelige hændelse kunne jeg stadig have bevaret mit gode helbred, haft min ROV, alt mit udstyr, dykkerskibet "Fyrholm" og huset i Gentofte i behold.

Mit råd til mennesker som kommer i samme situation vil være: hvis du føler at du har den moralske ret og har baglandet i orden, så kæmp til det sidste og sidst men ikke mindst find dig en ordentlig advokat. Det kræver så til gengæld at du sætter dig enormt godt ind i din egen sag og ikke mindst advokaters måde at tænke -og handle på, du skal føle dig ligeværdig. Hvis du mener at du ikke har psyke til at gå igang med en sådan opgave så prøv alligevel, du kan altid indgå et forlig som så selvfølgelig vil afspejle sig i erstatningens størrelse.

Jeg kan forøvrigt nævne, at min sag, på mange punkter, var den første af sin art i dansk retshistorie og sagen nævnes derfor som Agner-sagen i diverse lærebøger.

Jeg vil slutte af med at takke advokat Poul Rasmussen, fra Advokaterne i Århus, for et godt og gedigent stykke arbejde.