"Votans" hjemmeside

 

 

Mit navn er Votan hvilket også er navnet på guden Odin i den nordiske mytologi. Jeg blev født den 17. juli 1999 hos skovfogeden for Herlofsholms Skovdistrikt ved Næstved som opdrætter rughårede jagtgravhunde

Jeg havde 5 andre søskende som alle blev solgt til jægere som brugshunde. Jeg blev heldigvis solgt til min far og mor som kæledyr men det betyder ikke at jeg bare kan slappe af for det er på ingen måde tilfældet. Jeg bliver udsat for ting som kun de færreste hunde kan drømme om . Ikke alle udfordringerne er lige spændende men, jeg er sikker på at det er bedre en at kravle rundt i diverse rævegrave og så er jeg forøvrigt ligeglad bare, jeg er sammen med far og mor.

På billedet til højre er jeg ca. 3 mdr. gammel og har fået lov til at tilbringe en del af min fritid i sofaen bare jeg sidder på et tæppe og ikke griser til.

 

 

Jeg havde engang en storebror som hed Thor, en meget stor og stærk riesen schnauzer som min far og mor var meget glade for. Han døde desværre i en alder af bare 8 år på grund af problemer med nyrene.På billedet kan man tydeligt se at han var en flot fyr, han vejede 56 kg. og det var bare muskler.

Da mine forældre skulle have en ny hund besluttede de at det skulle være en mindre hund som de kunne have med på motorcykel når de skulle på ferie og heldigvis valgte de mig. Jeg er ikke så stor og ej heller så stærk, jeg vejer kun 9 kg. men min far siger at jeg er meget modig og ikke bange for noget som helst.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det første min far synes jeg skulle lære var , at køre på motorcykel. Jeg sidder i en taske som er surret fast på tanken og jeg sidder heldigvis i læ bag ved vindspejlet og det er jeg glad for, især når der køres meget stærkt.

Hvis jeg synes det går for stærkt, mere end 150 km. i timen, eller jeg skal tisse, så drejer jeg hovedet og kikker min far meget koncentreret i øjnene og så ved han at nu skal farten sættes ned eller han skal stoppe så jeg kan komme af og tisse.

Vi har kørt mange lange ture. Den længste var da vi var i Italien og Frankrig hvor vi kørte 4.300 km. Dejlig tur borset fra da vi kørte i de franske alper med fuld storm og regnvejr, det var ikke så rart, vi blev alle meget våde og det var også ret farligt syntes jeg.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Min far kan godt lide at se sport og udsendelser om dyr i fjernsynet.

Jeg kan bedst lide at se tegnefilm og dyreudsendelser og på billedet studerer jeg en udsendelse om ulve, meget spændende.Jeg kan oplyse at Animal Planet og National Geographic er mine foretrukne kanaler.

Udover at se fjernsyn kan jeg også lide at gå ture og lege med min bedste ven Viktor. Når vi går tur skal jeg snuse til alt for, det er jo min måde at læse dagens avis på. Når vi går hjem igen, kan jeg godt finde på at snuse til de samme ting som på udturen og så bliver min far skide sur og påstår at jeg må være ordblind.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg har også lært at svømme , både med og uden redningsvest.

Sommeren 2003 havde min far og mor lejet en flodbåd i Frankrig og nu skulle der sejles. Jeg blev straks udnævnt til bådsmand / vagtsmand og skulle således holde uønskede dyreracer væk fra skibet. Det var nødvendigt at iføre mig redningsvest og hundesnor for ellers var jeg jo nok sprunget overbord flere gange.

Der var engang hvor vi passerede en sluse og da vi var løftet helt op i højde med kajkanten  stod der pludselig et æsel som på det nærmeste stak hovedet helt ind ad styrehusvinduet til min far. Min far syntes det var skide skægt men, jeg syntes at æslet gik langt over stregen og skælde meget kraftigt ud. Æslet ikke så meget som blinkede og var tilsyneladende ligeglad med mig og min ringe størrelse.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I November 2004 fik mine forældre et meget smukt barnebarn Michelle.

Engang imellem får jeg lov til at holde vagt og passe på den lille.

Det er nu lækkert at få lov til at putte sig i alle de bløde dyner.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Til sommer skal mine forældre og jeg på en god lang ferie til Norge og Sverige og det glæder vi os meget til.

Vi kører i bil op igennem Norge, måske helt til Nordkap, og hjem igennem ødemarken i Sverige.

Min far siger "vi skal have en ordentlig en på opleveren" så der er blevet indkøbt diverse overlevelsesudstyr, klatreudstyr og en 2 mands "sit on top" kajak.

Allerede i vinter begyndte vi, som træning, at gå lange ture. Det var skide koldt og især fordi jeg hele tiden slæbte brystkassen igennem sneen, jeg kunne godt ønske mig et par længere ben. Da vi havde gået ca. 8 km. gad jeg ikke gå længere og min far måtte bære mig et godt stykke tid.

Det var rart at komme hjem og blive rigtig godt gennemvarmet. Nu kan jeg bedre forstå betydningen af ordet "Hot Dog".

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Heldigvis blev det da sommer og nu skulle vi ud at træne i den nye kajak.

Se det var straks meget bedre, jeg kunne bare sidde og slappe af og nyde turen medens far og mor arbejdede for sagen.

Når det blev for varmt for mig så løftede far mig ud i havet til afkøling.

Anden gang vi var ude pagajede vi 12 km. så det var en god tur, jeg tror nok at far og mor var noget ømme i armene.

Vel returneret til sommehuset følte både mor og jeg at vi havde udført et enormt stort overlevelsesprojekt og derfor trængte til en lille lur.

Hvad er bedre end at hygge sig medens far træner med sin boksesæk eller tager armbøjninger.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

For at vi kke skal gå helt i stå inden turen til norge, for det kræver en god kondition at gå ture på fjeldet og rappelle, synes far at vi engang imellem skal cykle en rigtig lang tur.

På turene råber mor ofte til far at det går alt for stærkt og at han skal sætte farten ned.

Jeg blander mig ikke for jeg sidder jo meget godt og skal ikke rigtig yde noget andet end at holde balancen. Jeg har en sele på som forhindrer mig i at springe af for, der var nemlig engang hvor jeg sprang af i farten fordi jeg fik øje på en hare inde på en mark, far blev rigtig sur.

 

 

 

 

 

 

 

 

Min far synes også at jeg skal lære at rappelle for som han siger, så kan det jo ikke nytte noget at jeg bliver efterladt på toppen af en klippe medens begge mine forældre er rappellet ned. Vi øver os når vi er i sommerhuset, hvor der er ret højt til loftet. Klatrerebet bliver fastgjort til en krog i husets hanebjælke og så øver vi os i både at kravle op og ned medens jeg hænger i en lærredspose fasgjort til min fars klatresele. Jeg ved ikke om jeg synes det er specielt morsomt men jeg gør det alligevel. Jeg gruer dog lidt for de højere klipper men vi for se hvad der sker!.

Jeg er sikker på at min far nok skal finde på en masse mere eller mindre vanvittige ting vi skal prøve og jeg skal nok sørge for at vi får taget nogle gode fotografier som så vil blive lagt ind på min hjemmeside når vi kommer hjem.

(Min far siger, at han engang på tv så en mand der havde udviklet en dykkermaske til sin hund så de kunne dykke sammen, jeg gruer allerede ved tanken.)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Endelig kom vi til Norge og efter nogle dage syntes far og mor at nu var det tid til at foretage en strabadserende tur oppe på fjeldet.

Vi havde i nogle dage ligget i telt i Gudbrandsdalen lige ned til en kæmpe stor elv hvor vi sejlede i kajak og hvor far, uden held, havde prøvet at fange nogle fisk.

Vi kørte op til ca. 800 meter over havet hvor bilen blev parkeret. Herfra syntes far at vi skulle spadsere de sidste ca. 225 højdemeter op til en nærmere bestemt punkt. Far og mor iførte sig "gaters" for, som far sagde, ikke at blive bidt af de helvedes flåter og andet forbandet småkryb.

Jeg ved ikke hvad stigningsprocenten var det føltes som 20%, men det var smadder varmt og min tunge hang som et slips ud af munden på mig. Efter en god times tid nåede vi til det punkt som far havde lagt ind på sin GPS.

Vi nød naturen et stykke tid før turen gik tilbage til bilen. Efter et stykke tid, hvor jeg havde gået og tænkt over det urimelige i at jeg, som havde meget kortere ben, ikke var blevet udstyret med "gaters" eller vandrestave og at jeg skulle tage mange flere skridt end de andre.

Jeg smed mig simpelthen ned og funderede over hvordan far så ville tackle problemet. Far prøvede først at bære mig på skulderen men det gjorde lidt ondt i min brystkasse og var ikke spor behageligt, men det var bedre end at gå selv.

Pludselig fik mor den lyse ide, at jeg kunne blive proppet ned i den store ryglomme på fars fiskevest hvilket, jeg syntes var en genial løsning på problemet.

Jeg ved godt at far har ondt i det højre ben og går dårligt og alt det der; men der var jo ikke nogen grund til at jeg skulle få ondt i, måske, alle 4 ben, så jeg besluttede at nyde udsigten fra de højere luftlag og bare glæde mig over at blive transporteret tilbage til bilen. Jeg skal lige sige at far overlevede.  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Min far er ved at tage jagttegn med det formål, efterfølgende, at tage jagttegn til buejagt som giver ret til at nedlægge and, fasan, gås, hare, ræv og råvildt på afstande fra 0 til 25 meter.

Til den ende har han købt en compound bue som han er ved at indskyde.

Når dyrene skal skydes på de korte afstande, er det nødvendigt at jægeren skal være iført camoflage og så synes min far at jeg også skal være iført camoflagedragt selvom jeg selv synes at min pels vildtfarve er meget bedre, men hvad, det kan jo være meget rart en kold efterårsdag.

Min far har en ide om at jeg skal optrænes som schweisshund så jeg kan opsnuse anskudt vildt. Når vi er i sommerhuset udlægger far og mor spor, vi har forløberen fra et rådyr som bliver trukket igennem terrainet, og det spor har jeg overhovedet ikke besvær med at følge, min far siger at jeg er skide god.

I sommerhuset skyder far, til skive, på alle afstande fra 5 til 25 meter og siger at det er meget svært at ramme som han gerne vil, jeg synes nu det går meget godt. Han kan sætte 10 pile inden for en cirkel med en diameter på 20 cm. Det er ikke godt nok, for til buejagtprøven skal han skyde 6 pile til vildtfigurer på afstande fra 5 til 25 meter hvor 5 af de 6 pile skal sidde i dyrets hjerte-lungeregion meget svært siger han men, det skal nok gå, øvelse gør mester. Når han skyder sidder jeg ved siden af og gør far siger jeg skal holde kæft for ellers kommer jeg ikke med på jagt. Jeg synes bare at det er så spændende.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Min far har lige, den 30 April 2007, bestået jagtprøven så til den ende er der blevet indkøbt en transportabel tree stand hvorfra, min far med bue øver sig i at skyde til et rådyr, selvfølgelig ikke et levende dyr men, en attrap i fuld størrelse.

Tree standen skal bruges efter at min far har bestået buejagtprøven sidst i august.

Jeg havde nogle gange betragtet min far medens han sad oppe i træet og på et tidspunkt fik jeg selv lyst til at betragte omgivelserne sådan lidt for oven. Så når jeg har lyst til klatre i træer så sidder jeg neden for træet og klynker. Efter kort tid bliver der firet en lærredspose ned som mor er behjælpelig med at proppe mig ned i hvorpå far trækker mig op i de ca. 4 meters højde.

Det er mægtig spændende og jeg glæder mig til at komme med på jagt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I foråret 2009 begyndte jeg at få det dårligt, jeg har siden jeg blev født haft problemer med en hjerteklap, jeg blev hurtigt træt og havde ikke rigtigt lyst til at gå. Siden jeg fik problemer, havde min far altid en rygsæk med således, at jeg kom op i rygsækken når jeg blev træt, det var faktisk meget behageligt.

I den sidste halvdel af juli tog min far, mor og jeg på ferie til Gardasøen i Italien. Inden vi tog afsted var vi hos dyrlægen som ordinerede mig både hjerte -og vanddrivendepiller. Pillerne virkede godt og jeg havde en dejlig ferie på campingpladsen hvor jeg mødte en masse børn som kom og kaldte på mig hele dagen lang, jeg kan så godt lide børn. Min far, mor og jeg foretog lange vandreture i bjergene, jeg blev selvfølgelig hurtigt træt men, min far bar mig i rygsækken det meste af vejen, det var helt ok bare jeg var sammen med far og mor.

Efter hjemkomsten fra Italien, gik det langsom ned af bakke, jeg kunne ikke rigtigt få vejret og havde det dårligt. Den 20. august havde jeg det så dårligt, at far og mor besluttede at nu skulle jeg have fred. Det var en tung gang op til dyrlægen hvor, jeg fik en en sprøjte så jeg langsomt sov ind. Medens jeg døsede hen kyssede min far mine øjne og sagde at jeg havde været hans bedste -og mest trofaste ven i de sidste 10 år, han sagde også at jeg ville komme op på øverste etage i hundehimmelen. Til min far vil jeg sige, at han også har været min bedste ven som altid har beskyttet mig hvis der var optræk til ballade. Vi var altid sammen og vi har oplevet en masse spændende ting sammen. Jeg har det godt hvor jeg er nu men, vil blot ønske at far og mor ville holde op med at være så kede af det.

Kærlig hilsen Votan