Untitled

Jeg mønstrede ombord M/S "Texas" den 15. november 1960, kun 15 dage efter min eksamen, og var på det tidspunkt nok Danmarks yngste aktive 3.styrmand. Efter 6 måneder og 18 dage ombord, afmønstrede jeg den 3. juni 1961. Skibet blev ført af Kaptajn G. Halberg.

Vi sejlede med stykgods fra nordeuropæiske havne, København, Hamburg, Rotterdam og Antwerpen til det Østlige Middelhav. Skibet som var fra 1939 var godt slidt og der var ofte problemer med maskinen. På et tidspunkt skulle vi igennem Kielerkanalen og da vi ved indsejlingen til kanalen, kommende østfra, skulle stoppe op inde i slusen, ville maskinen ikke bakke. Vi nåede at stoppe skibet, inden kollision med dokporten, ved at smide begge ankre.

I Hamburg var jeg i land med skibets kok, en stor meget tyk ung mand, han var enormt morsom og vi morede os gevaldigt sammen. Vi entrede en stor ølstue på Reberbahn og fik plantet os ved et af langbordene. På den modsatte side af bordet sad der en nydelig ung pige og en lidt ældre knap så nydelig dame. Vi kom i snak med kvinderne og der blev grinet og drukket øl. Vi fik selvfølgelig fortalt at vi var fra skibet "Texas" og hvad vi lavede ombord etc. Ud på aftenen forlod kvinderne etablisamentet og kokken og jeg gik slukøret ombord i skibet. Næste formiddag kommer der en havneassistent ombord i "Texas" som påstår at der er telefon til mig oppe på havnekontoret. Jeg kører med i havneassistentens bil og bliver efterhånden mere og mere nervøs over hvad telefonopkaldet kan dreje sig om. Jeg griber røret og hører en ung kvindestemme i den anden ende og det er såmænd den unge pige fra aftenen før. Vi udvekslede senere mange hede breve og blev enige om, at når jeg engang afmønstrede skulle jeg besøge hende i Altona, Hamburg. Jeg fik imidlertid ikke tid til at besøge Rosemarie før jeg kom på søværnets sergentskole i forbindelse med afvikling af min værnepligt. På det tidspunkt var der nærmest "dødstraf" for, som værnepligtig, at rejse udenlands uden tilladelse, det blev heldigvis ikke opdaget. Forholdet til Rosemarie løb desværre ud i sandet da hun senere, sammen med sine forældre, emigrerede til Peru i Sydamerika.

Det var ikke helt almindeligt med radar på det tidspunkt. Når det blev tåget skulle kaptajnen og førstestyrmand kaldes på broen. Kaptajnen skulle låse radarens betjeningspanel op og førstestyrmand skulle sammen med kaptajnen betjene radaren. Det blev livligt diskuteret hvad det var for objekter radaren viste og -hvordan objekterne trak i forhold til eget skib. Jeg havde indtryk af, at der ikke rigtigt blev stolet på radarens informationer.

På et tidspunkt havde vi lastet, jeg tror det var stål, i Saint-Nazaire i bunden af Biscayen. Da vi forlod havnen var vejret ret dårligt med høj sø imod og ringe sigt. Jeg havde som sædvanligt 8 - 12 vagten og det var blevet mørkt. Pludselig får jeg ca. 45 grader ude om stybord øje på nogle lanterner som jeg tydede som et fiskefartøj der fiskede med trawl. Da sigtbarheden ikke var så ringe at det var nødvendigt at slide på radaren, var radaren ikke tændt. På grund af min uerfarenhed følte jeg, at jeg ikke turde lave et drej mod styrbord for på denne måde at komme agten om trawleren. Istedet foretog jeg et bagbord drej hele vejen rundt. Da skibet i sit drej kom tværs i søen, rullede det så volsomt, at alt der ikke var surret væltede rundt. Der gik kun ganske få sekunder før både kaptajnen, førstestyrmand og maskinchefen stod på broen og jeg fik en kæmpe skideballe hvilket, jeg ikke rigtig kunne forstå ("better safe than sorry").

I Beiruth var jeg selvfølgelig i land igen, dengang var byen et fredeligt og -godt sted at gå i byen. Jeg var på en meget dyr natklub ude på kysten som hed Kit Cat, en flaske whisky kostede omregnet 230 kr. og det var mange penge når ens månedsløn som 3. styrmand var ca. 840 kr. På natklubben mødte jeg nogle danske FN-officerer som var på orlov fra deres tjeneste i Palæstina. Beiruth blev af FN soldater fra Palæstina brugt som fristed ligesom soldater fra Vietnam krigen brugte Bangkok som fristed. Jeg hyggede mig med de danske soldater og vi fik noget whisky. På natklubben optrådte en italiensk danserinde, fra Venedig, som jeg blev meget forelsket i. På natklubbens små tændstikæsker var der et fotografi af den flotte pige. Da jeg kom hjem til Danmark fortalte jeg min mor om denne italienske natklubdanserinde, som jeg havde planer om at besøge i Venedig og viste hende en af tændstikæskerne, hendes eneste kommentar var "men Torben dog".

Efterhånden var det gået op for skibets kaptajn og -overstyrmand at jeg havde en markant svaghed for det modsatte køn hvilket, de udnyttede på det groveste da vi på et tidspunkt lå i Tripoli, Libyen. Vi havde plads til få passagerer ombord og inden anløb af Tripoli fortalte kaptajnen mig at der ville komme 2 kvinder ombord som skulle sejle med et stykke tid. Uden at nævne noget om kvindernes alder, efterlod kaptajnen mig med den opfattelse at der var tale om 2 yngre damer. Jeg tror ikke, at jeg før har været så pænt klædt på ved et havneanløb. Skoene var pudsede, uniformsjakken børstet (af en eller anden sælsom årsag, havde vi kun jakke og ingen benklæder) og kasketten sat på sned. Jeg var med til at sætte landgangen og stod spændt og ventede. En bil kører op og ud stiger der 2 meget ældre kvinder. De 2 kvinder var missionærer som skulle til en mission et andet sted. Jeg er sikker på at kaptajnen og overstyrmanden har moret sig gevaldigt. Jeg fik således ikke brug for at servere Tiger Milk denne gang.

Jeg har altid været meget pligtopfyldende med hensyn til mit arbejde og altid sørget for ikke at brænde den af. På et tidspunkt svigtede jeg imidlertid forannævnte gode egenskaber. Vi lå for anker på Latakia Red, Syrien, og ventede på at komme i havn. Jeg var blevet sat iland af en Taxi Boat og var klar over, at vi næste morgen skulle lette anker og forhale ind i havnen. Jeg befandt mig på en natklub som lå så tæt på stranden at jeg kunne se ankerliggerne ude på reden. På natklubben optrådte en mavedanserinde som jeg fandt enormt spændende. Tiden løb fra mig og jeg kunne ikke nå den sidste taxi boat ud ombord. Jeg stod på et tidspunkt nede ved vandkanten og overvejede om jeg skulle svømme ud ombord. Jeg kom heldigvis til besindelse for der var mindst 2 km. ud til skibet. Jeg vendte tilbage til natklubben hvor jeg fik lov til at sove på et bord, mavedanserinden var for længst gået hjem. Næste morgen kl. 0600 tog jeg en taxi ned til havnen, jeg fandt ud af hvor "Texas" skulle fortøje og satte mig til at vente på en pullert. Da skibet anløb var jeg således klar til at modtage den første forreste fortøjning. Kaptajnen stod i bagbord brovinge og råbte de værste eder og forbandelser efter mig, ok det var i orden jeg havde selv bedt om det.

Ovennævnte fortællinger beskriver sådan nogenlunde begyndelsen på mit voksne liv. Jeg kunne blive ved med at skrive, men bliver desværre nødt til at berænse mig. Resten kan eventuelt blive fortalt i en bog som jeg måske påtænker at skrive.

Efter afmønstring fra "Texas" blev jeg indkaldt til Søværnet for at aftjene min værnepligt.

Tilbage til "Forsiden"